Jeg er ikke længere én af de udødelige

Kære læser, kære du

Det er længe siden jeg sidst skrev på bloggen – det er der flere grunde til hvoraf den første, og største, handler om, at denne sommer blev alt andet jeg havde forventet.  Der var ferieplaner, hyggeplaner, oprydningsplaner, familieture, strandture, parkture osv. Ligesom der normalt er, når den længe ventede sommerferie starter om man føler, at der er al den tid i verden til at komme ned i gear og slappe af med sine kære. Hvis jeg siger, at vores sommer blev det stik modsatte, så lyver jeg ikke. Dagen efter, at jeg fik ferie, slog livet en kolbøtte og når man taler om, at alting kan ændres på et splitsekund, så lyver jeg heller ikke, for i år opdagede jeg, at jeg det ikke kun sker for de andre og at jeg ikke er udødelig. Måske barnevisdom, at vi selvfølgelig ikke er udødelige, men sådan helt overordnet, så forestiller man sig jo ikke at ulykker og den slags sker med en selv og sine nærmeste … det sker altid kun for de andre. Det ramte mig. Og min søn. Ulykken. Det virker, til trods for at det skete d. 25. juni, stadig helt uvirkeligt at skrive det og jeg håber stadig dagligt, at det bare er en ond drøm, som jeg nok skal vågne fra om et øjeblik. Men nej. Det er det ikke – det er virkeligheden og jeg skal forholde mig til den.
Den dag i juni gik der ild i mig i en ulykke, hvor en lille bitte mængde bioethanol til en lampe selvantændte og blæste en kæmpe ildsky i hovedet på min søn og jeg, som sad ved havebordet på min venindes terrase. Fra min seng på Brandsårsafdelingen på Riget, som var mit hjem i en måned, skrev jeg et længere indlæg på instagram et par uger senere, som jeg – i stedet for at gentage mig selv – vælger at citere her i dette indlæg:

[box]  Fra Instagram, 5 uger siden
“Der gik ild i mig. For to uger siden sad jeg hos min veninde. Vi sad ude under markisen og ungerne hyggede indenfor. Min dreng kom ud til mig og fortalte noget jeg desværre har glemt. For sekunder senere ændredes alting. Noget Bioethanol til en lille bitte udendørslampe selvantændte og en kæmpe ildsky tog fat i os. Jeg skubbede ham væk og derefter var det min egen kamp mod ilden som havde fat i mit tøj, mit hår, mit ansigt, mine hænder, mit bryst og mine arme. Den var alle vegne. Lugtede den, smagte den, mærkede den. Min veninde har bagefter beskrevet mig som en ‘levende tændstik’ med flammer fra livet og en halv meter over mit hovede. Hun gjorde alt rigtigt. Fik ilden væk og tilkaldt ambulancer. Min søn og jeg skrigende i bruseren. Jeg kunne mærke og ane min hud hænge i laser men kunne ikke se 100 procent. Anede ikke omfanget af ulykken. Læger. Et virvar. Gråd. Smerte. Frustration. Rigshospitalet. Behandling af kyndige hænder. Vand og sakse. Ansigter og kroppe med sår, mangler, hævelser, forvredet af smerte. Mere gråd. Min søn og jeg. Min søn Silas på 4 år som grådkvalt råber til lægen at han skal fikse hans mor, fordi hun er ødelagt og gået i stykker. Da vi tidligt om morgenen lå nøgne og uigenkendelige på vores stue, græd jeg. Jeg græd af taknemmelighed. Fordi vi stadig er her. Herefter to ugers sej kamp mod brandsårenes ubarmhjertige liv på vores kroppe. Håbet om at arrene vil være minimale – både dem der selv heler og dem der skal opereres. Viljestyrken til at holde modet akkurat så højt at vi kan være til. Min søns ansigt bliver ganske fint og hans arm også. Mit ansigt er heldigvis helet fint også og min ene arm ligeså. I morgen skal jeg have en operation så min hals, bryst, skulder og den anden arm/ hånd kan hele. De tager hud fra mine lår. Jeg er bange. Nervøs. Spændt. Det er ikke ulovligt at sælge bioethanol i DK. Men lad for Guds skyld være med at købe det. SPRED budskabet om, hvor farligt det er. Vi vidste det ikke. Nu ved vi det. Jeg ser det i spejlet. Jeg skal nok blive fin igen. tid. Sjælen skal også hele. Senere viser jeg skaderne. Giv mig tid. Lige nu er jeg taknemmelig for at Silas og jeg lever ❤️ Tak fordi du læste🌟”
Følg med på Instagram her [/box]

Nu har jeg været hjemme i lidt mere end tre uger og helingsprocessen går fremad. Langsomt. Ofte to skridt frem og ét tilbage, men regnestykket siger stadig plus og det hæfter jeg mig ved. De professionelle siger, at det første år er altafgørende. Det tager et år, Marlene, siger de.
Først for et par dage siden, begyndte jeg at høre efter sådan rigtigt. I min verden har tålmodighed aldrig været mit stærkeste kort og min hjerne har haft meget meget svært ved at begribe, at det hele ikke bare kan hele i en fart, så jeg kan komme videre med mit liv. Findes der ikke en pille eller noget creme eller?
Så kigger de bekymret på mig og minder mig om, hvad jeg har været igennem i løbet af de sidste 7 uger. De minder mig også om, at jeg skal forholde mig til, at der er ting som vil være anderledes fremadrettet. Ting jeg får sværere ved. Ting som aldrig vil blive det samme som før. Jeg har lovet dem (med løftede pegefingre endda), at hvis de siger, at jeg når 70%, så skal jeg nok nå 80% – mest fordi jeg er stædig som et æsel og nægter at give op.
Så hvad er det så der ikke bliver normalt, tænker du måske? Jamen, altså, når man får flyttet hud fra et sted til et andet, så er der nogle udfordringer forbundet med det. Huden er stiv og ufleksibel og skal trænes. Hvis transplantaterne så også sidder henover bøjninger, så er der også en udfordring med at få bøjningerne til at virke igen. Jeg har henover det ene håndled, på skulderen/ armhulen og på halsen. Alt sammen på min venstre side, hvor skaderne var størst efter ilden. Det føles stramt og stift. Stikker, klør og prikker. Men det bliver bedre…. med tiden. Det er allerede blevet bedre og selv om venstre hånd nok aldrig bliver helt sig selv, så kan jeg bruge den som støttehånd og den kan også ramme nogle af tasterne her, så det er fint nok. At kæmpe med sit eget spejlbillede er en helt anden snak og det tager vi i et andet indlæg, men jo … der er mange justeringer og erkendelser på vejen hen til mit nye normale. Lige nu glæder jeg mig mest til at komme ud og opleve igen. Komme i gang med at arbejde. Komme lidt væk. Se noget andet end husets fire vægge.

Billedet er fra i går og er uredigeret. Man kan godt fornemme hvor huden er skadet og man kan se nogle af transplantaterne. Jeg vil gerne vise det tydeligere … men vil gerne have lidt mere afstand til ulykken først.

Jeg er grundlæggende et positivt og optimistisk menneske, selv om de to egenskaber lige modtog en knockout for en kort stund. Jeg tror oprigtigt på, at man kan hvad man vil og jeg tror mere på at flyve end at falde. Den der har viljen i hjertet ….. Jeg tror på, at jeg må have noget til gode på karmakontoen og glæder mig til at finde ud af, hvad det er. Faktum er, at vi skal lære af de ting der sker i vores liv. Ikke kun de små ting, men også ting som denne. Jeg er i gang med at sortere tanker og kan mærke, at jeg har lært noget nyt. Når jeg har det klar i ord, så skal jeg nok dele. Der er mange ting jeg gerne vil dele og jeg håber at I stadig er derude.
Første spark i måsen, som jeg har givet mig selv, er, at jeg har sagt ja til at tage på en 4-dages pressetur til Antalya. Programmet er rimelig overkommeligt og low-key og ellers må jeg sige noget af det fra, men selv om jeg er vildt nervøs for om jeg kan klare det fysisk især, så vil det være så godt med lidt luftforandring og positive oplevelser ind på kontoen. Der er sgu’ lidt underskud.

Så …. jeg har været lidt mere aktiv på mikro-medierne, da jeg ikke har kunne skrive så meget og jeg synes da at I skal følge med på Instagram (@malsen) og SnapChat: marlenedonduran
Det ville jeg blive super glad for <3

Livet er skrøbeligt. Pas på det. Pas på hinanden.
Jeg er dybt taknemmelig for at vi begge er her stadig …. jojo ar og sår på sjælen og på kroppen, nuvel, men vi har stadig livet og jeg er i hvert fald endnu mere klar over, at tiden er dyrebar og at den ikke skal spildes. I går kommer ikke tilbage og i morgen er stadig en fjern fremtid. Det efterlader nu’et ….tror så lige, at jeg vil øve mig i at være endnu mere tilstede og måske begynde at skrive dagbog igen …. hmmm…. den kan vi jo lige tænke over. Skriver du dagbog, dagsnoter eller lignende?

Kærlig hilsen og hav en dejlig aften
Marlene  ❤️

This entry was posted in personal and tagged , . Bookmark the permalink.

27 Responses to Jeg er ikke længere én af de udødelige

  1. Tine says:

    Kære Marlene. Hvor er det dejligt at høre om din positive indstilling. Og hvor er jeg glad for, at I trods alt har det godt.
    Din historie givet mig tårer i øjnene. Jeg kan nemlig på rigtig mange måder sætte mig i dit sted. Jeg har også oplevet det der kun sker for naboen. For 6 måneder og 11 dage siden blev min søn og jeg kørt ned i et fodgængerfelt af en unge kvinde der vist havde for travlt med noget andet end at se på vejen. Lang lige vej, endda en skolevej. Masser af udsyn. Og hun så os overhovedet ikke og havde slet ikke rørt ved bremsen, da hun ramte os. Min søn slap lykkeligvis med en bule, han var spændt godt fast og klapvognen (og mig) tog skraldet. Jeg var indlagt i en måned med alvorlige kvæstelser, værst et bækken der var brækket fem steder og nu er sat sammen med skinner, skruer og søm. Jeg har været gennem to store operationer og kommer mig aldrig helt. Jeg er ved at lære at leve med det. Med at jeg nok altid vil have smerter. At jeg formentlig altid vil halte lidt når kroppen er brugt. “Du skal være glad for at du ikke er pædagog/frisør/sygeplejerske/osv” siger de. For jeg kommer aldrig til at have et fysisk krævende job. Min venstre hånd fungerer ikke helt som før og at jeg må ikke føde almindeligt igen.
    Det er pisse svært at acceptere. Og det bliver det ved med at være længe endnu tror jeg. Jeg har også fået det famøse år smidt efter mig. Det er fanme hårdt. At ens liv på et splitsekund bliver ændret for altid. især når man er så ung, som både du og jeg er. Men jeg er heldigvis også positiv og optimistisk anlagt.
    Jeg skriver mig lidt igennem det. Både på min blog og for mig selv. Det hjælper mig at sætte ord på. Jeg går hos en psykolog og det hjælper mig virkelig også meget. Det er hårdt arbejde at acceptere sine nye livsvilkår. Min dygtige psykolog sagde: husk, at det er ok at sørge over det du har mistet. Man skal ikke være stærk hele tiden.
    Alt det bedste til dig og dine! Og god tur til Antalya

    • Marlene D says:

      Kære Tine
      Tusind tak for din kommentar.
      Det var dog en forfærdelig ulykke du også har været udsat for og hvor kan jeg godt forstå dine frustrationer. Det er godt du skriver dig lidt ud af det på din blog … det er stærkt og det kan hjælpe andre til at finde styrke. Jeg håber at det går fremad med dig selv om dit liv aldrig bliver det samme. når man har fået sådan en på livs-hatten, så er processen rigtig vigtig, tror jeg. Vejen tilbage til det nye liv. Det må ikke gå for stærkt og man skal kunne være i sig selv undervejs. Tror vi kan vænne os til meget, men vi skal lære det. Og det tager også tid. Nok længere end det famøse år, som lægerne er fan af.
      Held og lykke og alt det bedste til dig også <3
      Knus

  2. Brit Pogel says:

    Kære Marlene!
    Tak for din utroligt flot beskrevne ulykke.
    Jeg har fulgt din mors beskrivelse om, hvor fantastisk du og Silas har kæmpet.
    Vi ønsker jer alt det bedste for fremtiden. Din beskrivelse er forhåbentlig en alvorlig advarsel samtidig med, at den kan give andre håb, hvis bare de er stædige og ikke VIL give op.
    Kærligst Brit og Sven Aage.

    • Marlene D says:

      Kære Brit og Sven Aage
      Tusind tak for din kommentar og ønsker på vores vegne.
      Jeg håber at mine fortællinger kan give noget til andre – det ville være det fornemmeste.
      Jeg håber at I har det godt <3
      Knus

  3. Jannie says:

    Puha jeg ser episoden for mig hver gang jeg læser om den og er så glad for der trods alt ikke skete mere, selvom det selvfølgelig aldrig burde være sket. Du behøver bestemt ikke den slags oplevelse for at værdsætte livet <3

    Jeg følger hele tiden med på sidelinien og synes at du klarer dig så flot videre og prøver at holde hovedet højt. Du og Silas må helt sikkert have masser af god karma i vente!!

    • Marlene D says:

      Jeg prøver, sødeste og der er heldigvis mange flere gode dage nu end før. Det skal nok blive okay og jeg er sikker på at der må være noget bedre i vente – nu skal vi bare lidt længere væk fra hændelserne og forsøge at få så meget normalitet tilbage i hverdagen. Når først det kommer, så tror jeg på at det bliver endnu nemmere at opbygge energierne.
      <3

  4. HS says:

    Åh hvor jeg er glad for at der ikke “skete mere”! Og utroligt dejligt at du kan se så lyst på tingene! Håber det bedste for dig og din søn <3

  5. Sara says:

    Hvor er du bare sej, og hvor er det bare flot af dig at dele din historie! Nogle gange smider livet bare nogle ting efter én, som kan være svære at skulle håndtere og forholde sig til – i mit tilfælde var det pludselig at skulle leve med en smadret ryg og kroniske, konstante smerter i en alder af 20 år. Ikke lige drømmescenariet! Som dig var jeg nødt til at få det lidt på afstand og så ellers vende det til noget positiv, ellers drukner man i det. Jeg synes faktisk at dine transplantationer ser ud til at være helet flot indtil videre, så jeg er sikker på at det nok skal blive rigtig fint! God bedring og tanker herfra. 🙂

    • Marlene D says:

      Tusind tak, Sara og ja …. livet er en løjerlig størrelse. Jeg håber at du har det bedre med din ryg i dag, for nej, det har bestemt ikke været særlig sjovt at få at vide som 20årig.
      Masser af tanker og god karma til dig også 🙂

  6. Heidi Østervang says:

    Kære Marlene
    Jeg får tårer i mine øjne, fordi jeg jo også har fulgt med via messenger og IG hvor vi har haft kontakt. Du har om nogen jeg kender, den bedste tilgang til livet, og det er så skrækkeligt det I har været igennem. Men som jeg også skrev, så ved jeg du ikke giver op. Du er stærk og Silas er, og jeres vilje har båret jer hertil.
    Sejt du har mod på at vise dine ar, og det ser pænt ud. Du må IKKE skamme dig. Du har så meget smuk karma, så det skæmmer ikke (jeg ved godt det er nemmere at skrive, end forholde sig til)
    Glæder mig til, når du er klar til en ordentlig balje kaffe og KNUS
    God bedring. Knus og tanker H

    • Marlene D says:

      Kære Heidi
      Fra mit hjerte tak for den kommentar. Jeg øver mig i ikke at skamme mig og øver mig i, at være i min nye krop. Der er lang vej endnu, men jeg kan ikke ændre det der er sket, så jeg skal jo finde vejen og ja …. der har jeg nok en god portion æselblod 😀 Giver ikke op.
      Glæder mig også til at se dig <3
      Knus og kram

  7. Tina says:

    Hvor er du stærk! Bare det du skriver herinde synes jeg vidner om, I nok skal komme fint igennem jeres frygtelige oplevelse. Kæmpe kram til jer!

    • Marlene D says:

      Jeg føler mig ikke stærk, men det at skrive om det, hjælper mig til at bearbejde og finde vejen tilbage.
      Kæmpekram til dig også, søde Tina

  8. åhh… søde…
    Kæmpe kram til jer og hvor er det stort, at du deler… jeg kan tænke mig hvor svært det stadig er.
    Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke!!

    • Marlene D says:

      Kære Lise
      Tusind tak.
      Jeg synes det er så vigtigt at dele … jeg savnede/ savner at finde andres historier på nettet og jeg håber derfor at vores historie på sigt kan hjælpe andre, hvis der sker noget lignende med dem.
      Kæmpekram til dig også

  9. Lisa Kirketerp Andersen says:

    Kære Marlene. Sikke en grusom og helt igennem rædselsfuld oplevelse, I har været igennem. Pyyyha! Jeg sender et kæmpestort kram jeres vej <3

  10. Maria Ørum says:

    Århh for pokker da også,sikke en forfærdelig oplevelse,har selv været turen igennem med min yngste søn da han var 2 år gammel,så ved hvad du går igennem.
    Ønsker dig rigtig god bedring og massere af lykke til dig og din søn.

  11. Alexia Dahl says:

    Ja undskyld på forhånd sproget – men NEJ FOR FANDEN MARLENE! Nej nej nej 🙁 Hvor er jeg ked af at høre hvad der er sket, men lige så glad for at høre at der ikke skete mere. Det går langsomt og det gør ondt, ikke mindst fordi din kære søn er involveret. Men i er okay under omstændighederne kan jeg forstå <3

    Har selv en 3 gradsforbrænding på min arm som jeg fik for 10 år siden – det tager lang tid, men det bliver heldigvis bedre og man lærer med tiden at acceptere det.

    Kæmpe stort kram herfra, du har håndteret det rigtig godt ser det ud til!

    • Marlene D says:

      Åh, Alexia – jeg har også bandet og svovlet mange gange, så det er helt i orden! 🙂 Jeg er selvfølgelig også taknemmelig for at der ikke skete mere – især med min søn. Jo mere jeg hører andre, som også har forbrændinger at det tager tid, jo mere begynder jeg at forlige mig med det selv om det er svært.
      Tak for dine ord <3
      Kæmpe kram tilbage

  12. Birthe says:

    Smukke Malene.
    Livet sætter sine spor, men din lysende skønhed og de smukke øjne er intakte.
    God bedring!
    Mon ikke din mor har været en støtte?
    De kærligste tanker
    Birthe, Esbjerg

    • Marlene D says:

      Skønneste B
      Tusind tak for dine ord og tak for ønsket om god bedring. Du kan tro min mor har været en støtte ligesom meget af mit netværk har været. Jeg er heldig i den forstand.
      Kærligste tanker tilbage til dig med håbet om at du har det godt.
      Marlene

  13. Susanne Juul Lange says:

    Kære Marlene

    Heldigvis er lægerne dygtige – og heldigvis har du fået den rigtige behandling hurtigt!
    Som min søster vidst har fortalt dig, blev jeg selv forbrændt som 7 årig. Jeg skulle ikke transplanteres og blev ikke nær så slemt tilredt som du. Men din fortælling vækker minder – og jeg får lyst til at sige til dig, at det skal nok blive godt igen. Og du og din søn skal nok bliver jer igen!
    Min ulykke fulgte mig i mange år … spørgsmål om skyld og dét at være tydeligt anderledes (jeg mistede det meste af mit hår og gik med handsker i en lang periode) Men som voksen er det slet ikke noget, jeg længere tænker over …. Og det er derfor jeg skriver til dig – for at sige, at de psykiske skader ikke er uheldbredelige – og at din søn nok nærmest har glemt jeres ulykke, når han bliver voksen.
    Held og lykke med genoptræningen – og kys hinanden en ekstra gang.

    Mange hilsener
    Susanne

    • Marlene D says:

      Kære Susanne
      Tak for din kommentar.
      Jeg er rigtig glad for at høre, at du som voksen er kommet så langt i forhold til din ulykke og jeg håber, at du har ret, når du siger, at Silas nok nærmest vil have glemt det som voksen. Der er ingen tvivl om, at både krop og sjæl kan lappes og alting er jo stadig så nyt her hos os. Det er nok det der lige nu er min største fjende …. tiden.
      Mange hilsner
      Marlene

  14. Linda J says:

    Jeg har savnet din blog her hen over sommeren, men tænkt at du nok i lighed med andre ikke længere kunne finde den fornødne tid og lyst til at fortsætte. Nu forstår jeg hvorfor der har været lidt stille, det var en voldsom oplevelse for jer, det værste må være at både du og din søn blev ramt ved ulykken, håber den lille kønne gut har det godt og at du selv kommer godt igennem det hele med tiden og procenten bliver høj.

Comments are closed.