Skriblerier

6 måneder siden og noget om skidt og godt og hvad der måske kan læres

6 måneder i dag og ovenikøbet en dato som i forvejen har bidraget sit til den barskere del af historien 9.11. Det er 6 måneder siden Danmark lukkede og Mette Frederiksen i tv holdt sin, hvad der helt sikkert går hen og bliver en historisk tale. Det var en af de der datoer, som vi kommer til at huske og som vi kommer til at snakke om i generationer. Dengang Danmark lukkede …
Og hvor er vi så i dag 6 måneder senere? Hvor er jeg og hvor er du? Er du vendt fuldt tilbage til dit arbejde eller arbejder du helt eller delvis hjemme? Måske mistede du dit job eller måtte du lukke din virksomhed?

En ting er helt sikkert hverdagen er muligvis begyndt at vende langsomt tilbage men indpakningen er godt nok ikke den samme. Vi går med mundbind og visirer, spritter hænder, albue- eller fodhilser og på buffetbordene er der ikke kun tallerkener, bestik og servietter i den ene ende; der er også håndsprit og muligvis et skilt på bord eller gulv, hvor vi mindes om at holde afstand. Vi sorterer i gæstelister for at minimere antal og udtryk som “i disse tider”, bliver hørt og sagt dagligt.
Børnene lines op på en lang række om morgenen i skolen og en efter en går de imod den modtagende lærer, som møder dem med et smil, et pift med håndspritten og kæk lille fodhilsen til dem som har taget morgenhumøret på. Eller også gøres det på en helt anden måde – man har indrettet sig efter det man kan.
Og de før lidt småforkølede unger, som kom til at gå ud uden jakke i den lumske septembervind, kan ikke sidde der i skolen som før og snøfte, men må blive hjemme og vente til snuen igen er væk. Børnene – i hvert fald de mindste – nåede desuden lige at snuse til det gode ved at være færre i klassen eller på stuen med flere voksne, men så blev det sommerferie og faren ved Corona drev midlertidigt over. (?) Tilbage i flokken. Tilbage i uroen. Tilbage i folden.

Og vores arbejdspladser rummer os nu på forskellige og anderledes måder og ind imellem spredes den marts-kendte panik, når der pludselig er en som er smittet eller når dagens Corona-tal går i den forkerte retning. Vi søger efter hvilken farve vores kommune har Corona-kortet og “løb, frys eller spil død”-urinstinktet vækkes, når farven er lidt for mørk. Det går over igen, men kun ind til næste gang. Den lille nervøsitet ….. hvad nu hvis.
Virksomheder har sendt medarbejdere hjem i det omfang det kan lade sig gøre, andre opfordres ligefrem til at lægge en del af arbejdstiden derhjemme eftersom lederne faktisk har opdaget at medarbejdere arbejder forrygende hjemme og sygefraværet helt generelt mindskes.
Og så igen, mens andre ikke kan gøre noget, da deres arbejde kræver deres fysiske tilstedeværelse. Og så er der alle dem der sidder derhjemme hele tiden, men som ikke har et arbejde længere. Som måske har fået lidt kompensation fra staten, men som ufrivilligt er i en situation, hvor de skal starte forfra. Det har omkostninger både personligt og for familier. Så store omkostninger at en del må vælge at sælge deres ejendomme og flytte til billigere for at beholde skindet på næsen. Nogle går endda personligt konkurs.
Vi bliver testet og vi er dygtige til det i Danmark. “Europamestre” stod der i en artikel på DR i går. Og det har vi da alligevel ikke været siden 1992, så det er sgu da meget fedt midt i alt det mærkelige og mørke. Trods alt. I det hele taget har vores sundhedsvæsen været helt eminent.

Jo jo, det her er klart én til historiebøgerne. På alle mulige måder. Og det er ikke slut endnu. Gad vide, hvad vi kan tilføje, når vi runder årsdagen.

Jeg har ikke nævnt én eneste ting, som du ikke vidste i forvejen. Så hvorfor skrive det?
Det korte svare er, at jeg har brug for det. Brug for at skrive det ned, som jeg ser det, men det lidt længere svar er, at jeg samtidig mener, at der er rigtig meget læring at hente fra det seneste halve år. Personligt, såvel som professionelt og endda på nationalt plan. Og det vil jeg gerne være med til at minde om.
Der har været så meget ulykke og jeg håber af hele mit hjerte, at de der er personligt ramt af krisen enten er kommet ud på den anden side eller er på vej. Hvad enten det handler om økonomi eller et personligt tab.
Og jo, der har været masser af udskydelser og aflysninger og aktiemarkedet hopper og danser, så man helt er holdt op med at tjekke. Det er alt sammen virkelig trist.

Men vi har også set, hvad mange brancher og individer kan. Hvad vi er i stand til. Hvad vi kan udrette på alternative måder. Digitalt og hjemmefra. Det er sket på tusindvis af arbejdspladser.
Og vi har fået et reminder om, hvordan vores børns institutionsliv engang så ud og hvilke børn vi ville kunne få ud af det, hvis vi lavede de gode ændringer mere permanente. Og vi har også set lidt ud i fremtiden (måske), hvor de ældre børn har tilgået online undervisning med læreren på video.
Det er ikke småting vi har klaret.
Nuvel, det kunne komme til at lyde som om jeg hylder digitalisering for vildt og det gør jeg sådan set ikke. Man skal saftsuseme ikke undervurdere at være fysisk tilstede sammen! Men vi har set muligheder – det er bare det jeg siger. Og de muligheder kan bruges i situationer, hvor der er en belastning, hvor eneste alternativ er en sygemelding eller en aflysning. F.eks.
Jeg er jo i skoleverdenen – ikke på en folkeskole mere, men stadig i undervisning og ser selvfølgelig rigtig meget gennem den slags farvede briller, men alligevel. Jeg ser bare og hørt om så meget udmærket opfindsomhed og nytækning og optimering rigtig mange steder. Det må vi da hylde og det må vi da forsøge at tage med os. Bedre vilkår for både ansat og leder? Måske større arbejdsglæde? Måske større fleksibilitet? Mere grøn bevidsthed? Jeg tror, at der er skridt i en god retning også ….. trods alle ulykkerne det sidste halve år.
Jeg har meget mere på hjerte, men stopper nu og giver ordet til dig. Hvad tænker du her 6 måneder efter? Hvad har du lært?
Skriv endelig en kommentar …. jeg savner kommentarer her på bloggen.

Pas på jer selv og på hinanden <3

2 Comments

  • Karen

    Hej.. – på mange måder står jeg med samme tanker og oplevelser. Samme uro, samme kort-kikkeri. Elever, der sendes hjem med en snotnæse, jeg ikke havde hævet et øjenbryn over sidste år, men blot havde kastet en pakke lommetørklæder efter og en påmindelse om at bruge dem og ikke ærmet. 🙂

    Med fødderne solidt plantet i den danske folkeskole er jeg nået til et punkt, hvor jeg må ryste på hovedet af vore politikere: Man lukkede landet med et brag og landets skolebørn blev sendt hjem i en lille måned. Lærere og pædagoger tog det i stiv arm og kløede på for at skabe online rammer for eleverne, for at samle op på alle de løse ender efter påske. Med afstand, uendelige og omskiftelige retningslinjer. Man så, at børnene trivedes med kortere skoledage, mindre grupper og flere voksne – og de stod med en klar oplevelse af at lære mere.

    Nu er vi tilbage efter ferien. Fuld skrue. Uklare retningslinjer og – ikke mindst – retningslinjer, der dagligt bøjes som siv i vinden for at få ministerens ønsker og krav overholdt. Det giver knuder i maven…
    Befolkningen har lært, børnene har lært og lærer stadig. Jeg rystes over, hvor lidt man er villig til at lytte til og lære af de erfaringer, foråret gav os på skoleområdet.

    I går var jeg til 60-års fødselsdag på en jazzklub på Frederiksberg. Et stort udsnit af gæsterne var ældre end jeg og repræsenterede det, man nok må betegne som den intellektuelle, akademiske og kreative elite. I ugen op til var der udstedt en stribe “forordninger”, der skulle overholdes for at kunne deltage i festen. For alles sikkerhed. For et år siden havde jeg ikke forestillet mig at danse til sublime cubanske toner i min pæne kjole og høje hæle iført mundbind og håndsprit. Råbe trefoldige “lever” i min albue. Gå pænt hjem i seng ved midnat. Det føltes både bizart og sært normalt. På en twilight zone-agtig måde.

    Nå, jeg sætter mig ud til mine langørede pelsprinsesser i kaningården. Der føles tingene stadig normale.

    Gode tanker til dig og dine,
    Karen

    • Malsen

      Hej 🙂
      Det mærkes så tydeligt på børnene og som du forstår jeg ikke hvorfor politikere ikke hellere vil have glade skoler med glade børn, som oplever at blive set, mødt og hørt. Hver dag. Jeg ser det på mit eget barn som pludselig elskede skolen da han startede efter påske og som igen nu begynder at synes at skolen er uoverskuelig og svær at navigere i.
      Det “sært normale” …. det udtryk kan jeg godt lide. For det er hvad det meste er blevet. Sært normalt.
      Gode tanker til dig og dine også Karen.
      Kh
      M

Sig noget :)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: