Hvis man trykker på min sjæl, så bløder den … (et år efter ulykken)

Min søn og jeg var bare derhjemme. Vejret var nogenlunde som i dag omend en smule varmere og knap så blæsende. Sommerferien var for mit vedkommende netop startet og jeg glædede mig til en tid med afslapning, ferie sydpå, tid til bare at være og tid til for en gangs skyld at læse en bog uden fagligt indhold. Tiden løb lidt fra os og ved 13-tiden hoppede jeg lynhurtigt i bad for derefter at skynde mig med tøj og makeup. Håret blev bare samlet vådt i en løs fletning i siden – heldigvis for ellers var alt mit hår nok futtet af. Kl. 14 ca. ankom vi ude hos min veninde og hendes tre børn. Hendes mand var til Copenhell og vi havde aftalt en dag med total hygge, børn i poolen, pizza – vi skulle skyde sommerferien i gang. Efter pizza og sodavand, trak børnene indenfor for at se en film og vi blev siddende udenfor. En smuk lille udendørslampe til bordet blev tændt og den levende ild dansede bag glasset. Det var hygge. Der var kaffe og skønt selskab. Jeg snapchattede lampen og skrev en lille besked om, hvor hyggeligt vi havde det. Det er i dag præcis ét år siden. D. 25. juni 2016. Den dag, som viste sig fra både sin smukkeste og styggeste side. Det var den aften vores ulykke skete. Den ulykke, som jeg fortalte jer om her. Det var den aften, hvor mareridt ikke kun hører til i drømme. Den aften, som altid vil efterlade spor på vores kroppe og på vores sjæl.

At smile til min søn, at tude og at spise
Det første år er nok altid det værste. Det er som om, at man tit skal et årshjul igennem, for noget rigtig bliver historie. En cyklus der på en og samme tid markerer, at livet går videre, men som også presser os fremad. Livet holder jo ikke op med at forvente noget af os bare fordi vi er blevet knockoutet. Ubarmhjertigt, kan man sige eller heldigt, kan man også sige. For jeg tror jo dybest set på, at vi drives af motivation og kærlighed og behovet for at overleve. Vilje. Vilje og lys.
Men det kan være svært at se, at livet stadig har muligheder. Det tager tid at komme ud på den anden side – det kræver simpelthen benhårdt arbejde og enorme mængder af energi at reparere sin sjæl og give sin krop tid til at hele. Set i bakspejlet, har det været min største udfordring. Energien. Kroppen er forunderlig og jeg har mærket, hvordan energidepoter, som jeg ikke anede jeg havde, pludselig blev frigivet, så jeg havde lidt at kæmpe med.
Jeg kan huske dagene lige efter vi var kommet hjem fra Riget. Jeg sad nærmest udenfor hele dagen. Sad og gloede. Kunne så heller ikke rigtig andet med bandager allevegne, men min energi blev brugt primært på tre ting. At smile til min søn, at tude og at spise.  Når jeg havde spist, rystede min krop helt vildt, jeg frøs og jeg blev for det meste lagt i seng med flere dyner på bagefter. Så vågnede jeg og så startede det forfra. Men langsomt blev jeg stærkere og stærkere og jeg insisterede på at modtage psykologhjælp hurtigt. Værktøjer til reparation af sjælen.

Jeg er nok rimelig velfungerende … på overfladen
Og lige præcis det har været det sværeste i det forgangne år. Som jeg også skrev på bloggen her i sin tid, så har jeg meget svært ved at være sortseer – jeg tror på, at mennesker kan. Og gør sit bedste. Nogle gange med kamp til stregen og nogle gange med engleblid medvind. Processen i forhold til at hele indvendigt er langt fra slut… nogle dage føles det som om jeg lige er startet, men hvor alting var et stort åbent sår før, så er jeg helet sjælsmæssigt så meget, at jeg er i stand til at føre en “normal” hverdag. Men der skal ikke ret meget til før jeg står usikkert på benene. Jeg drømmer stadig rigtig meget om selve ulykken, om at miste de mennesker som er allervigtigst for mig. Desuden bliver jeg enormt hurtigt følsom og ked af det ….. man skal ikke prikke ret meget til mig før jeg reagerer. Godt nok er jeg rimelig velfungerende, men når man trykker på min sjæl, så bløder den. Huden er ikke tyk nok endnu.
Men jeg forsøger at klare alting som før – at være mor, kæreste, arbejde, fritidsjob, studie i arabisk på universitetet og alt andet som livet byder på. Det sidste skal nok komme 🙂
Jeg arbejder videre med mig selv og mit panser. Men ikke alene. Mine allernærmeste er der hundrede procent for mig. De lader mig sige åndsvage ting, fordi de ved at det hjælper mig og er en del af processen. Deres kærlighed er ……ja, jeg mangler ord ….. uvurderlig.
Min søn er simpelten den sejeste. Han er stort set ikke mærket af oplevelsen. Han snakker indimellem om det, men ikke som noget der går ham på – han er mest bekymret for mig og de skader han kan se på min krop.

Det fysiske er jo stadig også på vej – min søn blev erklæret “færdig” sidste gang vi var på Riget til tjek. Det betyder i praksis, at alt er som det skal være og at de ikke har brug for at følge ham længere. Det betyder ikke, at han ikke har ar, for det har han, men at de ikke kan gøre mere for ham. Det kan kun tiden. På mandag skal han ar-fotograferes hos Annamaria i Korsør, som ser rigtig dygtig ud, og så må vi se, hvad forsikringen siger.
Jeg selv er ikke færdig på Riget endnu. Måske skal der arkorrigeres, måske ikke. Der er flere fysiske ting, som desværre ikke er så gode, men vi må se <3
Hvis jeg skal, så ved jeg heldigvis, at jeg vil være i gode hænder i så fald, for det er samme afdeling som vi lå på og personalet dér er helt fantastisk. Jeg har stadig kontakt med noget af personalet derinde fra – verdens sejeste sjoveste og skønne damer.

En del af os på godt og ondt

Der går ikke én eneste dag uden at jeg tænker på, hvor heldige vi er. Vi lever, vi har fantastiske mennesker omkring os og vi har lært, hvor meget man skal sætte pris på alting hele tiden, for man ved aldrig, hvornår livet giver en røvfuld. Jeg elsker at leve og jeg nægter at lade mig slå ud, men jeg kan godt mærke, at jeg skal findet modet til at leve med det jeg ikke har magt til at ændre – især i forhold til det der er synligt. Der er mén og det er varige mén. De er en del af os – på godt og ondt. Måske ser jeg det ikke længere i spejlet en dag. Jeg håber <3

Tak fordi du tog dig tid til at læse min opdatering <3 Jeg har diskuteret med mig selv om, hvorvidt jeg ville dele et billede eller to af, hvordan vi så ud for et år siden. Jeg tror, at jeg synes det er en god idé, men omvendt vil jeg heller ikke smække væmmelige fotos i hovedet på jer. Derfor lægger der her nederst i indlægget et par billeder, som I kan klikke større, hvis I vil. Det er ikke et kønt syn og derfor vil jeg lade det være op til jer selv om I vil se dem, men sådan var virkeligheden altså for et år siden.

Husk nu at omgås alle de der brandfarlige væsker med omhu her i løbet af sommeren. Allerbedst, så lad dem være.

Kærlig hilsen
Marlene  ❤️

 

Som skrevet…. sådan her så vi ud for et år siden. Klik kun på billederne, hvis du har lyst. Brandsår er alt andet end pæne. Rul lidt ned …..

 

This entry was posted in personal and tagged , , . Bookmark the permalink.

6 Responses to Hvis man trykker på min sjæl, så bløder den … (et år efter ulykken)

  1. Helle Due Bense says:

    Ved ikke helt, hvad jeg skal sige… andet end tak for dig❤️❤️❤️

  2. Sascha says:

    Puha sikke en omgang! Jeg kan godt forstår at det tager tid og nogle ting vil altid sidde i vores sjæl, men vi lærer bare at handle ud fra det.
    Når jeg ser de billeder fra hospitalet, så er jeg vildt imponeret af, at jeg slet ikke kan se noget, på de billeder man ser af dig nu.

  3. Kim says:

    Årh hvor jeg sig føler med jer… simpelthen så uhyggeligt og synd for jer. Knus

  4. Åhh altså!!
    Det må have været forfærdeligt… – hvor er det sejt, at du kæmper og kæmper for at komme helt tilbage… og hvor er det især dejligt, at din søn ikke er plaget af mareridt osv… for det ville da bare være ekstra hårdt som mor.
    Kæmpe knus…

  5. Louise says:

    Pyha, det er sådan en frygtelig omgang, I har været igennem. Alt det bedste til jer <3

  6. Karina says:

    Puha altså!! Den ulykke sidder vist i mange. Og vi er “bare” læsere. Tør slet ikke tænke på hvor meget det må jage dine tanker og drømme – stadigvæk. Og måske altid!! Så virkelig bare TAK fordi du deler – og er modig og sej og sårbar <3

Comments are closed.