Skriblerier

At sove godt og få mere ud af sin energi

At sove godt – og nok – er vigtigere end man umiddelbart skulle tro. Måske ved du det godt. Men jeg vil æde min hat på, at jeg ikke er den eneste, som skruer på søvnen i pressede perioder. Korter en time af den om aftenen eller starter dagen lidt tidligere. Fordi man ikke lige nåede …..

Det er et skråplan og jeg ved det jo egentlig godt. For udover at kunne klare dagen bedre når man er veludhvilet, så har jeg læst en masse om, hvordan organer, væv osv. også hviler under søvnen. Restituerer ligesom hjernen, musklerne og sindet. Læste endda om et studie, hvor det var tydeligt at, hvis man sover for lidt eller dårligt, så kan kroppen begynde at gøre så ondt at man føler sig syg. Folk fik pludselig ondt i hovedet, ledsmerter, kvalme osv. Jeg ville gerne linke til det, men kan ikke finde det igen. Smider et link ind, hvis siden dukker op igen, for det var altså virkelig interessant læsning.

at sove godt


Hvis man generelt forsøger at google lidt og læse sig klogere på emnet, så gentager mange det vi måske allerede godt ved i forvejen, men som vi måske glemmer i hverdagen: Hvis du sover godt og nok, så bliver din krop gladere og dine vågne timer bedre. Og vi lever længere.

Hovedpine og manglende appetit

Den sidste periode har jeg haft travlt på jobbet. Og i min fritid med mit bijob. Jeg har stort set ikke bestilt andet end at arbejde og hvad har jeg gjort for at kunne få alle ender til at nå sammen? Sovet mindre …. og jeg genkender de der symptomer fra studiet. Hovedpine, ledsmerter og manglende appetit.
Derudover har jeg stadig ikke fået taget mig sammen til at få købt en ny seng. Den har jo også betydning for, hvordan vi sover. Vores er simpelthen for gammel. Og gør intet godt for hverken ryg, nakke eller hofter, så ledsmerterne er ikke kun på grund af den kortere søvn – det er bestemt også fordi sengen er dårlig.

Læs også:  Vi må vente lidt endnu med tålmodighed ...

Jeg har bestemt mig for at ville sove godt igen. Huske mig selv på at 7,5 time er det optimale og se at få fat i en ny seng.

Har du styr på din søvn?