Når man kunne engang, så kan man vel igen? Om genoptræning

Genoptræning. Engang var jeg blevet rigtig god til at løbe. Jeg elskede at komme afsted minimum hveranden dag og ofte hver dag. Jeg nød at kunne mærke, hvordan min kondi og vejrtrækning blev bedre og stærkere uge for uge. Og hvordan min krop også blev stærkere – ikke kun benene men hele kroppen. Og så tabte jeg mig. Det var et af formålene og det lykkedes rigtig fint.
Jeg startede på 500 meter og løb den distance mange gange inden jeg satte det op til 1 kilometer. Over et par måneder endte jeg på 7 kilometer, som er det længste jeg har klaret. Pivstolt og helt høj.

Tilbage til start

Desværre var det kort før ulykken skete og med ét blev jeg slået tilbage til start på mere end én måde. Da jeg kom tilbage fra hospitalet efter knap 5 ugers indlæggelse, var det først og fremmest genoptræning til at kunne klare helt almindelige ting som fx at køre bil. Dreje og bevæge nakken. Skulderen. Huden på halsen og på armene osv.
Da jeg endelig begyndte at kunne gå ture, troede jeg at det kunne blive begyndelsen på igen at motionere hårdere fx med løb.

Brug for at holde vægten

Den dag, for ca 3 år siden, da jeg forsøgte mig med genoptræning til løb måtte jeg opgive efter 3-400 meter. Det gjorde ondt. Ikke i benene, men i huden. Og den kløede og kradsede fordi sveden ikke kunne transporteres ordentlig ud gennem transplantaterne. Nøj, jeg var ked af det – især fordi jeg har brug for den slags motion for at holde vægten. At gå kan være okay, men det giver mig ikke det samme som løb. Og så tager det længere tid.

Det er nu et års tid siden jeg sidst forsøgte at give løbesporet en chanche og nu har jeg lyst til at prøve igen. Jeg har læst om forskellige typer genoptræning med fokus på (motions)løb (som jeg ikke har forsøgt før) og måske er det helt anderledes korte intervaller jeg skal starte ud med. Gå hundrede meter og løbe hundrede meter og så videre. Uanset hvad så er viljen der og med et par gode løbesko, så skal jeg nok klare at komme op på en kort distance.

Små wins, I ved nok og så må jeg koncentrere mig om at kigge på den flotte natur med de vildtvoksende solsikker og valmuemarker, som jeg må vise jer en anden dag.