Hjem og bolig,  Livet er en fest,  Mad og opskrifter

Sprøde minipizzaer med crunchy kartofler, gulerødder, kalkunbacon og frisk salat – Perfekt og hurtig hverdagsmad!

Sommeren drøner afsted derude med smækkert vejr og nogle af jer har ferie og kan nyde det. Jeg er startet på job igen – en lidt underlig oplevelse ovenpå sidste skoleår, hvor alting jo gik underligt i stå i marts. Vores borgere kommer på mandag og jeg glæder mig rigtig meget til at se dem.
Når det er varmt eller man har travlt, kan det indimellem være rart at have nogle retter, som man kan falde tilbage på og som er super hurtigt kan lave samtidig med at de er velsmagende og til den sunde side. Jeg har lyst til at blive bedre til at dele gode opskrifter med jer – både mad men også kage. Ikke at det her nogensinde bliver en madblog, men blogs har det jo med at følge en derhen, hvor tiden bruges og interesserne dyrkes. Nem hverdagsmad – nemme sprøde minipizzaer!

Sprøde minipizzaer


I dag vil jeg altså dele en fuldstændig formidabel lækker hurtigret, som elskes lige højt af børn og voksne herhjemme i hvert fald!
Verdens skønneste sprøde minipizzaer, som både kan være en slags viserligehvadviharikøleskabet-ret, men også kan være det kødløse og alligevel mættende indslag. De er begge dele for os og den samlede tilberedningstid er noget i retning af 30-35 min.
Min yndlingsudgave er med stegte kartofler, gulerødder og kalkunbacon! Næsten-kødløs 🙂
MEN en anden dag vil jeg dele en udgave med jer, hvor man bruger krydret marineret oksekød. Glæd jer!

De sprøde minipizzaer er desuden fremragende på madpakken også …. hvis der da er nogen tilbage.

Du får med denne opskrift 6-8 sprøde minipizzaer eller regn i gennemsnit 2 pr. person og juster derefter:

  • 6-8 små eller mellemstore grove tortillas. Efter min mening fås de bedste i Fakta. Og man kan selvfølgelig sagtens bruge dem der ikke er grove.
  • En dåse eller glas pizzasauce (min favorit lige her)
  • 2 poser revet mozzarellaost eller 1 mozzarella og 1 revet cheddar
  • Ananas i små tern. Jeg bruger altid frisk, men en dåse kunne nok også gå i en snæver vending. Mango er også en mulighed
  • 1 pakke kalkunbacon
  • 4-6 kartofler i god kvalitet og af almindelig størrelse
  • 2 store gulerødder
  • Frisk Crisp-salat, hjertesalat eller Iceberg …. Et temperamentsspørgsmål, men vigtigt det er sprødt
  • Gode modne cherry-tomater
  • Lidt frisk oregano og basilikum – alternativt tørret
  • Salt og peber
  • 2-3 spsk solsikkeolie (giver sprødeste rodfrugter)
Læs også:  Opskrift på hjemmelavet cremet tomatsuppe serveret med grove baguettes

Og så er det jo du kan udelade eller komme til. Min søn er fx ikke vild med varm ananas, så hans er uden. Min mand er vild med peberfrugter, så kommer et par friske stykker på hans til sidst osv osv.

Efter billedet er fremgangsmåden.

Sprøde minipizzaer

Sådan gør du:

1) Tænd ovnen på 220 grader varmluft

2) Skræl og skær kartofler og gulerødder i tynde skiver (vigtigt de er tynde ellers bliver de ikke færdige på tiden og bliver ikke sprøde)

3) Kom skiverne i en pose sammen med salt og peber og olie. Hold fast om posen og ryst så olie mm fordeler sig på skiverne.

4) Fordel skiverne i ét lag på ca 2-3 plader med bagepapir

5) Kom dem i den varme ovn og bag ca 18-20 minutter til de er sprøde. Vend pladerne en halv omgang undervejs og byt evt også pladerne rundt i ovnen ved samme lejlighed. Så får du et ensartet resultat

6) Hvis du skal stege noget til topping, så er det nu du gør det. Og det er også her du har tid til at rive salaten i stykker og halvere cherry-tomaterne

7) Tag dem ud og lad dem køle af på bagepapiret, som du lader glide over på en anden flade, for du skal bruge de varme plader igen 😉

8) Læg nyt bagepapir på de varme plader og fordel tortillas på dem – jeg plejer at kunne få plads til 3-4 styks på én bageplade

9) fordel pizzasaucen på dem – ca en spsk pr tortilla

Læs også:  Bag nemt en smuk og nem hjerteformet kage til Valentinsdag - opskrift

10) Fordel Mozzarella på tortillas (Vi er glade for den varme ost, så vi bruger faktisk to små poser til denne omgang, men måske kan man nøjes …..)

11) Fordel ananas (kan også være mango) på – men vær varsom med mængden, da det er en våd frugt

12) Bag tortillas i ca 10-13 minutter ligeledes ved 220 grader varmluft (vil du have dem ekstra sprøde, kan du skrue op til 240 grader de sidste halvanden minutstid, men hold øje! De er ikke så gode, hvis de er helt kullede …. Ahem …. Det har jeg jo aldrig prøvet *løgniminhals*

13) Anret evt. på spækkebrædder som jeg har gjort det med sprød salat, kalkunbacon og cherrytomater

Velbekomme ….de er simpelthen vanedannende.
Der er lidt i madkategorien her på bloggen …. kig med. Jeg kan jo ikke fremhæve min lemonade nok. Opskrift her.


Lad os følges på instagram også: