Shopping og Inspiration,  Skønhed

På hårhylden lige nu…og noget om hårrutiner

Jeg kan rigtig godt lide indlæg hos andre bloggere, hvor man får et kig ind i deres rutiner hvad enten det handler om hår, skønhed, makeup or whatnot og jeg “skylder” vist også en omgang – I er i hvert fald flere der har efterlyst et indlæg om, hvilket produkter jeg bruger til mit hår.
Først, vil jeg lige sige at jeg vasker mit hår 2-3 gange om ugen….helst kun 2, men nogle gange kan en tredje være nødvendig. Faktisk er hår bedst at arbejde med, når det ikke er helt nyvasket og hovedbunden er selvrensende, så den skal man ikke bekymre sig om. Engang vaskede jeg hver dag og i den periode, hvor jeg skulle vænne håret til at blive vasket mindre, blev det selvfølgelig mere fedtet, for det var vant til noget andet.

Når det så er sagt, så er jeg samtidig typen, som bruger de produkter jeg har….og jeg er altid åben for at prøve noget nyt, så min hårhylde er tit et sammenkog af alle mulige mærker og “specialer” – dog prøver jeg altid at have noget til krøller og noget til glat hår, som er varmebeskyttende.

Shampoo: Lige nu bruger jeg Tigi og Wella lidt på skift….normalt bruger jeg aldrig balsam (det mindsker fylden, hvis ikke man er meget forsigtig med doseringen), men det sidste halve års tid har jeg alligevel brugt lidt i spidserne for at gøre det nemmere at rede ud.
Tigi er til krøller og er uden sulfat…..det er godt for håret at der ikke er alt for mange kemikalier. Den giver lige lidt ekstra liv til krøllerne. Balsamen er rigtig god – den fedter ikke og gør alligevel det den skal.
Wella Repair har jeg vundet i en blogkonkurrence og det er udelukkende derfor jeg har den – til gengæld vil jeg sige at den har gjort en masse godt for mit hår i og med den hjælper med at holde spaltede spidser væk og plejer farverne, som jeg har fået håret. Balsamen er jeg ikke så vild med igen – synes den fedter og er “tung”.

Læs også:  5 grunde til at handle lokalt i Solrød Centeret


Jeg reder aldrig mit hår med andet end en bredtandet kam i håndklædetør tilstand. Hvis jeg gør noget andet, så flader mine naturlige krøller helt ud og så ligner jeg en våd hund med en dårlig permanent. Jeg reder det heller aldrig om aftenen og sover i øvrigt altid med det sat op i en løs “dut” på hovedet – så ligger jeg ikke og slider på det om natten.

Bruger Joico Silk Result til at sikre varmebeskyttelse hvis jeg skal glatte/føne. Den er virkelig drøj i brug og det produkt jeg bruger, som jeg vil anbefale allermest. Den er oprindelig til glat hår, MEN den giver faktisk også mine krøller et rigtig fint liv – specielt hvis jeg føner med sådan en parabol, som jeg har glemt hvad hedder. Diffuser måske?!
Derudover bruger jeg L’oreal Hot Curl indimellem, hvis jeg skal have mere liv i krøllerne inden føn og d:fi hvis jeg lige synes håret ser lidt træt og livløst ud – så får det et par pift instant treatment inden jeg føner/glatter.
Alle tre produkter er varmebeskyttende….


Hvis jeg skal have lidt hold i håret, så bruger jeg L’oreals Tech mousse…der er flere varianter/styrker, men jeg synes de er ret kraftige og jeg bruger den kun, hvis jeg virkelig skal bruge hold i bunden fx. Den duer ikke for mig i de lange længder; synes den tynger. Men i bunden er den genial. Den løfter og gør at en let toupering holder.
Tigi Foxy curls giver til gengæld rigtig meget liv til krøllerne…den klistrer lidt men det er kun ind til den bliver varmet godt igennem – synes den er rigtig fin, hvis krøllerne skal holde lidt længere.
Lak bruger jeg kun indimellem og de to som jeg kører med nu er dels d:fi, som giver meget hold (fx i en hestehale, som ikke må klaske), mens Revlons ProYou er lettere og giver et “grundhold”. Den er også rigtig god, hvis man lige har glattet og gerne vil løfte bunden lidt;  så skiller man bare lige med en kam og sprayer tæt ved hårrøderne. Den holder fint det meste af dagen.

Læs også:  Sådan kan du afhjælpe uren hud efter brug af masker


Til sidst, vil jeg lige nævne at jeg tror på at hår har godt af at skifte produkter jævnligt, så derfor ser min hårhylde sikkert ikke sådan her ud om et halvt år. Dog vil Joico altid være der – den er simpelthen genial!
Nogle gange slutter jeg af med lidt hårolie fra Revlon, som jeg har blogget om før, men man kan også bruge den fra Kaé fx. Et par dråber og de små nye hår lægger sig ned og der kommer lidt snyde-glans uden at det fedter på nogen måde!
I øvrigt, lader jeg mit hår lufttørre så ofte som det er muligt – det hjælper også med at holde det sundt.

Jeps….det var det – hvis I har et godt hårtip så del dem endelig i kommentarfeltet og ellers håber jeg at I kunne bruge indlægget 🙂

8 Comments

  • June

    Hvor har du fået fat i din bredtakkede kam? 🙂 Jeg har ledt efter en længe, og synes ikke mine vanlige sider har dem… 🙂 Fedt med lidt krøllerutiner, rart at have noget at sammenligne med!

  • Guapizimo

    Spændende at høre om dine hårrutiner, den der d:fi har jeg også, har bare ikke fået den brugt så meget, fordi der ligger så mange andre hårprodukter i skuffen.

    • Malsen

      Jeg har kun det der står her…..og så den der olie og en hårkur som jeg aldrig har brugt 🙂 Ville gerne på rov i din skuffe! 😀