Skriblerier

Åbent Universitet – om at være universitetsstuderende og fuldtidsansat

Kan man det? Altså være både studerende på Åbent Universitet og fuldtidsansat?
Det kan man bestemt – men det har nogle omkostninger. Det siger næsten sig selv.
Jeg besluttede mig for at starte på Københavns Åbent Universitet i august 2016. Jeg elsker sprog og har da efterhånden også haft næsen nede i pænt mange. Engelsk naturligvis, hvilket er mit yndlingssprog. Underviser i engelsk og kommer aldrig til at slippe det. Tysk er jeg da ok til og et par års gymnasiefransk har efterladt et rimeligt ordforråd, selv om jeg nok ikke lige ville kaste mig ud i de mest avancerede franske samtaler. Norsk har altid været en del af mit liv, da halvdelen af familien er norsk og så tyrkisk, som nok er i samme kategori som tysk. Jeg taler og forstår okay – især efter 2-3 dage i landet, så kører det 😀 Jeg har endda taget noget russisk på aftenskole engang – det var vildt sjovt at lære det kyrilliske alfabet, men indrømmet så begrænser ordforrådet sig vist til en lille personlig præsentation af navn, by og land ha ha 🙂 Og så kan jeg sjovt nok huske, hvordan man siger “Der er et vindue”. Hvorfor? Beats me …. mærkeligt 😀

Tænk over …

Men jeg har altid haft lyst til lære arabisk – både pga selve sproget og skriften, men også fordi jeg historiemæssigt og kulturelt interesserer mig meget for Mellemøsten. Skiftede job for lidt over 3 år siden og da sproget er ekstra relevant i forhold til mit arbejde nu, hvor jeg arbejder med blandt andet folk fra Mellemøsten, så blev lysten forstærket og jeg meldte jeg mig til. Jeg havde min første eksamen i december 2016, for hvert fag (som læses i semestre) afsluttes med eksamen. Jeg er der stadig og elsker det mere og mere for hvert semester der går.
MEN … og der er men’er. Der er to ting man skal gøre op med sig selv inden man starter på sådan et studie ved siden af alt andet man har i et voksenliv – i hvert fald hvis man er bare en smule ambitiøs og også gerne vil have et rimeligt resultat.
Ét – man skal være parat til at ville bruge tid på at forberede sig, for der er meget forberedelse og man skal være klar over, at det ikke er at sammenligne med en aftenskole, selv om timerne er om aftenen eller i weekenden. Kravene er naturligvis høje – som de bør være på et universitet.
To – man skal være parat til at investere aften- eller weekendtid, for det er her man går i skole og her man læser.

Læs også:  Sysler i coronatiden
Et langsigtet mål

Selvfølgelig handler alt jo også om mål og hvad man vil bruge det til, som man studerer. Mit mål er en fuld BA i første omgang og hvis jeg stadig har energi, mulighed og lyst til det, så vil jeg gerne gøre det til en kandidat. Men jeg ved også godt at det betyder mange års studier endnu, for jeg når jo ikke lige så mange ECTS som en almindelig dagsstuderende på et semester. Jeg har stadig en drøm om at rejse ud en dag og gøre en forskel. Fx på et eller andet FN-projekt. Der er dog en del år endnu før det er muligt – sønnen min kommer jo i første række.

I indeværende semester, har jeg ét fag og det har været så fint. To fag kan være liiiige i overkanten, hvis begge er sprogfag. Det vil sige, at der er et tons forberedelse og man føler sig evigt bagud. Hvis det ene er et læsefag med danske/engelske tekster, så forestiller jeg mig, at det er lettere, men måske tager jeg fejl. Det får jeg at se næste semester, hvor jeg har meldt mig til to fag. Et sprogligt og et forsknings-/ historiefag inden for emnet.

Drømme og beslutninger

Nå! Men – jeg skriver egentlig dette indlæg for at sige, at hvis nu der sidder nogen derude med lyst til at læse videre selv om man har sit gode arbejde, så kan jeg kun anbefale Åbent Universitet. Det er en gave at berige sit liv med flere kompetencer og gå efter sine drømme og mål. Jeg ved ikke om jeg kommer helt i mål med det jeg har gang i, men jeg er i hvert fald godt på vej og er stadig super glad for at jeg tog beslutningen. Elsker simpelthen det studie, min dygtige lærer og mine holdkammerater. Og med de ord vil jeg skifte tastaturet til arabisk og se at få lavet nogle lektier 🙂

Læs også:  Vi må vente lidt endnu med tålmodighed ...

Hav en smuk lørdag og weekend.

Skriv endelig hvis du har spørgsmål – både omkring Åbent Universitet sådan generelt eller Arabiskstudiet og fortæl mig da også lige, om du læser noget i fritiden – kunne være hyggeligt at læse.