Månedslisten,  Rejser og ture,  Ture i Danmark,  Ude

5 gode grunde til at besøge Køge Marina

Er du god til at køre ud i det blå?
Det er vi og især i månederne fra det tidlige forår og til det sene efterår.
Et af de steder vi besøger rigtig rigtig tit er Køge Marina. En af fordelene for os er selvfølgelig at det er rimelig tæt på – ca 10 km, men det er ikke den primære grund til, at vi ofte havner der. Vi kører nemlig gerne både halve og hele timer for at få en god tur. Det er ikke transporttiden der afgør det altid for os …. men vi elsker også at køre i bil. Glo på naturen. Synge med på sange. Snakke. Og sån.

Billedet er fra i går aftes da vi lidt spontant smuttede afsted en tur.
(kjolen er fra Month of May – her)

Nå, men altså Køge er jo ikke særlig langt væk, hvis man ellers residerer på Sjælland. Og jeg synes det er sådan en super fin by og Køge Marina er et fint område, som faktisk har alt – hvad enten du kommer med børn eller bare hånd i hånd med din kære.

De 5 bedste grunde, i mine øjne, til at besøge Køge Marina er:

  1. Den smukke smukke natur. Hvadenten du ser på både eller bare sidder på en af de mange bænke med blikket ud over vandet, så er der pænt. Så pænt. Og rent.
  2. Mulighed for spisning – både af medbragt mad eller mad der købes i området.
    Der er et overdækket sted med borde og bænke, hvor man kvit og frit kan sætte sig med sin kurv og slappe af med udsigt over vandet.
    Man kan også bestille bord på fiskerestauranten Arken, som også har andet end fisk altså, eller nappe sig noget mere fastfood orienteret i en af de små beværtninger. Der er mulighed for at sidde men man kan også tage maden med sig.
  3. Stacy’s får sit helt eget punkt fordi det nærmest er en attraktion. Den fine amerikaner-diner, som jeg skrev et særskilt indlæg om her, byder både på god mad og en på opleveren. Ungerne vil elske at sidde i “bussen” og slubre deres milkshake mens forældrene kan hygge sig med at spotte alle de sjove nips og dims på vægge eller dåne lidt over de fede amerikanerbiler som ofte kommer forbi især i sommerhalvåret. “The restroom” er en særlig oplevelse med referencer til et amerikanske biler og deres reservedele. De har eddergo’e pommes med cheddar og en mægtig lemonade….. (der er næsten lige så god som min hjemmelavede ….. næsten. Find min opskrift på lemonade her). Prisniveau: rimeligt, men ikke billigt.
  4. Stranden. Hvis man ikke synes man vil gå og kigge på havnemiljøet så kan man i stedet køre forbi Stacy’s og parkere nær stranden. Her kan man gå så længe man orker i dejligt sand og pænt rent vand. Hvis børnene er med, så er det en strand med lavt vand. Man skal ret langt ud før det bliver dybt. Bonus …. man kan se langt. Virkelig langt i godt vejr. Broen til Sverige fx …. Og ellers folder hele Køge Bugt sig jo bare ud lige der for øjnene af en.
  5. Det Blå Ishus. Italiensk is. Kugler af ordentlig størrelse og himmelsk guf *indsæt ustyrlig smiley*. Der ligger et andet ishus også og det er sikkert også udmærket, men jeg elsker den is de har i Det Blå Ishus og i forhold til størrelsen er prisen også okay. OG så har de et rabatkort/stempelkort ….. win.
    LOV mig at prøve deres “tivolistang-is”. Halløjsa. SÅ lækker. Barndomsminder i isform.
  6. Bonus: Hvis man parkerer bilen ved Stacy’s og står med ryggen til dineren, så ser man lige op på en kæmpe bakke. Prøv at find en af stierne op her og gå op på toppen. Derfra kan man nyde et smukt view over bugten og der er også mulighed for at sidde. Sidst jeg var der, var der nogle få borde og bænke.
Læs også:  Når vi engang når dertil

Milkshakes på Stacy’s ….

Nå, er I på vej ud i bilen? 😀
Jeg håber, at jeg har inspireret til en lille tur til Køge Marina. I øvrigt …. man kan eventuelt kombinere med en tur på Køge Torv om formiddagen, hvis man kommer en lørdag. Der er torvedag lørdag formiddag og hele onsdagen, hvor der sælges alt fra håndarbejde til planter, frugt/grønt mm. Så hyggeligt og ikke uden grund at Køge er kåret til Årets Handelsby et par gange og senest Danmarks mest servicemindede handelsby.

God tur 🙂

Sidste billede her er fra i vinters. Lige fint uanset årstid…..