Skriblerier

En pakke af blandede følelser

De sidste dage har været en pakke af blandede følelser. Jeg har kæmpet lidt med savn og melankolske tanker, men nu kan jeg mærke at jeg er på vej ud af den lille sky, så alt ok igen. Det her indlæg af et af de mere følelsesladede og et af dem med masser af ord fra hjertet.

At håndtere at miste

I februar mistede jeg min elskede morfar. På mange måde mit et og alt. En fantastisk mand, som var så utrolig mange ting for mig i min barndom og også op igennem mit voksenliv. Jeg vidste nok godt, at tiden med ham var begrænset … en ældre herre, men på mange måde stadig utrolig godt kørende, i egen bolig trods udfordringer og stadig med meninger om dette og hint.
Sidste år på omtrent dette tidspunkt skrev jeg dette indlæg om, hvad man giver en 90-årig i gave … vi fejrede det der blev hans sidste fødselsdag og jeg er nu endnu mere glad for at jeg valgte lige netop den gave. En fotografering af ham, Silas og jeg. Selve dagen, hvor vi tog afsted, var så fantastisk og han tog da også min yndlingsfotograf med storm. Fortalte røverhistorier fra tiden i København – han voksede op på Østerbro. Sessionen var smuk og billederne blev fantastiske. Han var lykkelig for resultatet og fik to indrammede billeder, som med det samme blev sat på skabet til dagligt skue. Det ene gav jeg ham med i kisten, som jeg var med til at forsegle efter at have kysset ham farvel. Fulgte ham derefter hele vejen til kapellet, hvorfra han blev bisat og holdt tale ved hans kiste. Muligvis kun mig selv der forstod hvad jeg sagde igennem tårer og gråd, men jeg er så glad for at jeg gjorde det. Det gav mig en underlig følelse af indre ro selv om det er noget at det hårdeste jeg nogensinde har udsat mig selv for.

De gode gener

Dagligt tænker jeg på ham og da hans fødselsdag passerede for nogle dage siden, mærkede jeg for alvor savnet igen. Jeg er en meget tænksom person og bliver meget nemt påvirket af ustabilitet i mine følelser. Ikke altid på en dårlig måde, men i hvert fald giver jeg ikke op før jeg har fået styr på, hvad jeg skal lære af den ustabilitet eller de signaler det jo i virkeligheden er. Grundlæggende tror jeg jo på, at alle livets udfordringer er til at håndtere – vi skal blot finde ud af hvordan og hvad vi skal med det. Så er det nemmere at gå fremad igen … sådan har jeg det i hvert fald.

Min morfar gik jo ikke bort fordi skæbnen var ond – han gik bort af alderdom. Et langt og sundt liv, som mange kun kan drømme om. 90 år er en stor bedrift og jeg håber, at hans gode gener lever videre i mig. Jeg ligner ham i hvert fald af udseende, så man kan jo håbe. Så, hvad er det så der gør så pokkers ondt? Savnet er klart og selvfølgeligt. Sådan er det med kærlighed. Og man bliver i den relation aldrig større end man er – et barnebarn. Så derfor føles savnet også sådan …. et barnebarn der mister sin bedstefar. Akkurat som hvis et barn mister en forælder. Det synes jeg på sin vis er logisk omend smertefuldt. Men jeg kan mærke, at der er noget andet også ….. noget andet som altså har taget mig lidt mere tid at få helt på plads og anerkende.

Den næste i køen

Det gik mig virkelig på, at jeg ikke helt ku’ beskrive, hvad der raslede rundt i mine tanker, men pludselig en dag, hvor jeg sad og nød den kølige aften ude foran huset, så kom det på plads. Den naturlige kø på livets vej …. mod afslutningen. Man rykker et skridt tættere på at være den næste og den følelse er fandme mærkelig (undskyld mit franske). Den der uundgåelighed og der er ikke noget som helst at gøre ved det. Det er bare at følge skiltet “The end” og uanset hvor mange derouter man laver, så ender man igen på samme vej. Min pointe er, at når de her ting sker, så minder det os igen-igen om, at det er altså nu. Lige nu. Nu at livet skal leves. Tror ikke helt vi kan blive mindet om det nok. Hverdagen er en satan der nogle gange æder os op med kalendertyranni, deadlines og alt for utydelige grænser mellem arbejde og fritid, så jeg er glad for reminderen. Tænker da også, at det hænger sammen med min alder og de erfaringer jeg selv har måttet gøre. Tror ikke jeg var lige så eftertænksom i tyverne 😉

I eftermiddag vil jeg besøge mine bedsteforældres hvilested og lægge lyserøde pariserroser hos dem. Min mormors yndlings. Æret være deres minde.
Dernæst vil jeg køre hjem og pakke en lille kuffert, for i morgen stikker jeg af og lever kærestelivet i nogle dage. Roadtrip forude i kærlighedens tegn.

Giver det overhovedet mening det her indlæg? Giv gerne input til emnet….. ved det er stort og lidt tungt, men det var vigtigt for mig at få skrevet det ned.

 

13 Comments

  • Bolize

    ♥ Tak fordi du er jordens dejligste menneske
    ♥ Tak fordi du er jordens sødeste menneske
    ♥ Tak fordi du er verdens smukkeste menneske
    ♥ ALLE burde have en som dig ♥

  • Lene

    ♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️♥️

  • Lina - SelvSkabet.dk

    Først; beklager at du har mistet din morfar. Sorg er en hård størrelse at komme igennem, uagtet om det er alderdom eller andet der har taget vores elskede fra os.
    Det gode der kan komme ud af det er, som du selv skriver, bla. at man bliver mere bevidst og forhåbenlig taknemmelig for den tid, man er her og har sammen med de nærmeste. Den del er en velsignelse.

    Hav en fantastisk kærestetur <3

    • Malsen

      Tusind tak ❤️

      Du har helt ret – uanset hvad er det en hård størrelse men ja. Bevidstheden omkring tiden vi har er sundt og godt at have med sig.

      Og tak ❤️ det bliver helt og aldeles enestående.

  • Karin

    Kæreste Marlene ❤️ Du beskriver det så fint og nøjagtigt ………….kærlighed er fantatisk, men desværre følger der også sorg og savn med når vores kære går bort.
    Din morfar var et skønt, fint og dejligt menneske, og jeg føler mig så priviligeret over at have kendt ham og kunne kalde ham min onkel, jeg forstår dig så godt.
    Du beskriver dine følelser “spot on” – mistede min egen far han “kun” var 68 år – hjerteanfald, væk fra den ene dag til den anden ……….savner ham stadigvæk helt vildt meget.
    Vi må nøjes med de gode minder vi har af vores kære Marlene og dem er der gudskelov mange af.😃
    Tak Marlene – du er et fantastisk menneske.❤️❤️❤️
    Jeg ønsker dig en fantastisk dejlig kærestetur.
    Knus herfra ❤️

    • Malsen

      Kæreste Karin
      Tak for din fine kommentar ❤️ meget meget glad for dine ord og tanker.
      Din far. 68 år. Det er frygteligt og jeg kan på ingen måde forestille hvor svært det må have været.
      Du er også et fantastisk menneske Karin ❤️ glem aldrig det.

      Og tak … det bliver skønt med en tur i tosomhed. 😘

      Knus ❤️

  • Sidsel

    Meget smukt! Jeg kondolerer med din morfar. Det lyder som mo han var en skøn mand, og bestemt elsket 🙂 Og ja, det giver så meget mening, det du skriver, helt ind i hjertet på mig faktisk. Jeg har netop en tid der er præget af kaldendergymnastik, logistiske udfordringer og praktisk planlægning – men NU vil jeg huske også at nyde livet! Tak for reminderen.

    • Malsen

      Kære Sidsel
      Tusind tak – han var enestående.

      Jeg er rigtig glad for at du kan føle det jeg skriver så meget at du kan tage noget af det med dig. Det må være det bedste en blogforfatter kan læse. Håber du får husket det på de rigtige tidspunkter og nemlig …. nyd livet! 🙂

      Hav en dejlig aften 🙂

%d bloggers like this: