diverse,  Louis Vuitton

Louis Vuitton Library Vol. 4

Så er det tid til det sidste bogindlæg i denne omgang; jeg har dog stadig et enkelt indlæg til jer, som omhandler kataloger mm. så helt færdig med kulørte sider er vi ikke 🙂
Nogle gange siger man at man skal gemme det bedste til sidst. Det ved jeg ikke ligefrem om jeg kan sige om denne bog, men jeg kan i hvert fald sige at jeg har gemt den mest specielle til sidst. Det er nemlig bogen om Steven Sprouse, som ikke kun omhandler LV, men også kunstnerens/designerens liv.
Steven Sprouse er desværre fløjet til de evige designmarker og der håber jeg, at han får sig nogle gode catwalk- og trenddiskussioner med blandt andre Lee Alexander McQueen, som jo desværre heller ikke er blandt os længere. Frygtelig sørgeligt er det, når relativt unge dygtige mennesker forlader os alt for tidligt. Sprouse blev 50 år.
Grunden til, at han er interessant i forhold til LV, er at han jo er mesteren bag vores allesammens leopardprint. Det unikke design er helt tilbage fra 1987 og havde det ikke været for Marc Jacobs, så er det er ikke sikkert at jeg (blandt andre) havde været så fattig 🙂 Udover leopardprintet, som vel med rette efterhånden kan kaldes ikonisk, så er Sprouse også bagmanden til Graffiti-printet, som MJ (Marc Jacobs, red.) brugte for første gang i 2001. Da Sprouse døde, satte MJ en ny fortolkning i gang og vi fik nogle år senere den kulørte Graffitikollektion og den smukke Roseskollektion. Begge prints er centrale for Sprouses kunstneriske liv. Graffiti var hans “ting” så at sige….han arbejdede sammen med mange af de helt store navne som fx Andy Warhol og har lavet mange kollektioner, hvor Graffiti (opsat, såvel som streetart) var den røde tråd. Hans egne kollektioner, omend de efterhånden har en del år på bagen, sælger stadig godt på Ebay osv.
Historien om rosen har jeg vist fortalt før, men den er så fin at den tåler en gentagelse: Det er ganske simpelthen Sprouses’ signatur. Når han skrev under på noget, brugte han den fine rose og det er den (og ikke graffitiprintet), som er den egentlig “Tribute to Sprouse”, som Louis Vuitton/ MJ lancerede til minde om ham tilbage i 2009. Roseprintet, som endte på taskerne og de tilhørende accessories, stammer fra en original fundet på en serviet.
NÅ! Jeg snakker derudaf – undskyld. Nu vil I se billeder og det skal I få lov til. Min udgave af bogen kan ikke købes i boghandlere – den er købt i LV og så vidt jeg ved fik Kbh. kun 2 eksemplarer af den, hvoraf min altså er den ene. Forskellen på LV-udgaven og den “almindelige” er det fine smudsomslag og selve omslaget på bogen…..prydet med den fine rose. Der er ca. 10 sider, som specifikt handler om LV, men resten af bogen er mindst lige så god…med et indblik i en særegen kunstner, hans kærlighed til graffiti og stærke farver og ikke mindst et liv på kanten af, hvad der for os andre måske synes umuligt.
Hvis du vil se mine Roses-ting in action, så kan du lige klikke her eller her eller her 🙂

Læs også:  En omfattende oprydning er i gang

“The Steven Sprouse book”

18 Comments