Tag Archives: Personal

Jeg er ikke længere én af de udødelige

by

Kære læser, kære du

Det er længe siden jeg sidst skrev på bloggen – det er der flere grunde til hvoraf den første, og største, handler om, at denne sommer blev alt andet jeg havde forventet.  Der var ferieplaner, hyggeplaner, oprydningsplaner, familieture, strandture, parkture osv. Ligesom der normalt er, når den længe ventede sommerferie starter om man føler, at der er al den tid i verden til at komme ned i gear og slappe af med sine kære. Hvis jeg siger, at vores sommer blev det stik modsatte, så lyver jeg ikke. Dagen efter, at jeg fik ferie, slog livet en kolbøtte og når man taler om, at alting kan ændres på et splitsekund, så lyver jeg heller ikke, for i år opdagede jeg, at jeg det ikke kun sker for de andre og at jeg ikke er udødelig. Måske barnevisdom, at vi selvfølgelig ikke er udødelige, men sådan helt overordnet, så forestiller man sig jo ikke at ulykker og den slags sker med en selv og sine nærmeste … det sker altid kun for de andre. Det ramte mig. Og min søn. Ulykken. Det virker, til trods for at det skete d. 25. juni, stadig helt uvirkeligt at skrive det og jeg håber stadig dagligt, at det bare er en ond drøm, som jeg nok skal vågne fra om et øjeblik. Men nej. Det er det ikke – det er virkeligheden og jeg skal forholde mig til den.
Den dag i juni gik der ild i mig i en ulykke, hvor en lille bitte mængde bioethanol til en lampe selvantændte og blæste en kæmpe ildsky i hovedet på min søn og jeg, som sad ved havebordet på min venindes terrase. Fra min seng på Brandsårsafdelingen på Riget, som var mit hjem i en måned, skrev jeg et længere indlæg på instagram et par uger senere, som jeg – i stedet for at gentage mig selv – vælger at citere her i dette indlæg:

[box]  Fra Instagram, 5 uger siden
“Der gik ild i mig. For to uger siden sad jeg hos min veninde. Vi sad ude under markisen og ungerne hyggede indenfor. Min dreng kom ud til mig og fortalte noget jeg desværre har glemt. For sekunder senere ændredes alting. Noget Bioethanol til en lille bitte udendørslampe selvantændte og en kæmpe ildsky tog fat i os. Jeg skubbede ham væk og derefter var det min egen kamp mod ilden som havde fat i mit tøj, mit hår, mit ansigt, mine hænder, mit bryst og mine arme. Den var alle vegne. Lugtede den, smagte den, mærkede den. Min veninde har bagefter beskrevet mig som en ‘levende tændstik’ med flammer fra livet og en halv meter over mit hovede. Hun gjorde alt rigtigt. Fik ilden væk og tilkaldt ambulancer. Min søn og jeg skrigende i bruseren. Jeg kunne mærke og ane min hud hænge i laser men kunne ikke se 100 procent. Anede ikke omfanget af ulykken. Læger. Et virvar. Gråd. Smerte. Frustration. Rigshospitalet. Behandling af kyndige hænder. Vand og sakse. Ansigter og kroppe med sår, mangler, hævelser, forvredet af smerte. Mere gråd. Min søn og jeg. Min søn Silas på 4 år som grådkvalt råber til lægen at han skal fikse hans mor, fordi hun er ødelagt og gået i stykker. Da vi tidligt om morgenen lå nøgne og uigenkendelige på vores stue, græd jeg. Jeg græd af taknemmelighed. Fordi vi stadig er her. Herefter to ugers sej kamp mod brandsårenes ubarmhjertige liv på vores kroppe. Håbet om at arrene vil være minimale – både dem der selv heler og dem der skal opereres. Viljestyrken til at holde modet akkurat så højt at vi kan være til. Min søns ansigt bliver ganske fint og hans arm også. Mit ansigt er heldigvis helet fint også og min ene arm ligeså. I morgen skal jeg have en operation så min hals, bryst, skulder og den anden arm/ hånd kan hele. De tager hud fra mine lår. Jeg er bange. Nervøs. Spændt. Det er ikke ulovligt at sælge bioethanol i DK. Men lad for Guds skyld være med at købe det. SPRED budskabet om, hvor farligt det er. Vi vidste det ikke. Nu ved vi det. Jeg ser det i spejlet. Jeg skal nok blive fin igen. tid. Sjælen skal også hele. Senere viser jeg skaderne. Giv mig tid. Lige nu er jeg taknemmelig for at Silas og jeg lever ❤️ Tak fordi du læste🌟”
Følg med på Instagram her [/box]

Nu har jeg været hjemme i lidt mere end tre uger og helingsprocessen går fremad. Langsomt. Ofte to skridt frem og ét tilbage, men regnestykket siger stadig plus og det hæfter jeg mig ved. De professionelle siger, at det første år er altafgørende. Det tager et år, Marlene, siger de.
Først for et par dage siden, begyndte jeg at høre efter sådan rigtigt. I min verden har tålmodighed aldrig været mit stærkeste kort og min hjerne har haft meget meget svært ved at begribe, at det hele ikke bare kan hele i en fart, så jeg kan komme videre med mit liv. Findes der ikke en pille eller noget creme eller?
Så kigger de bekymret på mig og minder mig om, hvad jeg har været igennem i løbet af de sidste 7 uger. De minder mig også om, at jeg skal forholde mig til, at der er ting som vil være anderledes fremadrettet. Ting jeg får sværere ved. Ting som aldrig vil blive det samme som før. Jeg har lovet dem (med løftede pegefingre endda), at hvis de siger, at jeg når 70%, så skal jeg nok nå 80% – mest fordi jeg er stædig som et æsel og nægter at give op.
Så hvad er det så der ikke bliver normalt, tænker du måske? Jamen, altså, når man får flyttet hud fra et sted til et andet, så er der nogle udfordringer forbundet med det. Huden er stiv og ufleksibel og skal trænes. Hvis transplantaterne så også sidder henover bøjninger, så er der også en udfordring med at få bøjningerne til at virke igen. Jeg har henover det ene håndled, på skulderen/ armhulen og på halsen. Alt sammen på min venstre side, hvor skaderne var størst efter ilden. Det føles stramt og stift. Stikker, klør og prikker. Men det bliver bedre…. med tiden. Det er allerede blevet bedre og selv om venstre hånd nok aldrig bliver helt sig selv, så kan jeg bruge den som støttehånd og den kan også ramme nogle af tasterne her, så det er fint nok. At kæmpe med sit eget spejlbillede er en helt anden snak og det tager vi i et andet indlæg, men jo … der er mange justeringer og erkendelser på vejen hen til mit nye normale. Lige nu glæder jeg mig mest til at komme ud og opleve igen. Komme i gang med at arbejde. Komme lidt væk. Se noget andet end husets fire vægge.

Billedet er fra i går og er uredigeret. Man kan godt fornemme hvor huden er skadet og man kan se nogle af transplantaterne. Jeg vil gerne vise det tydeligere … men vil gerne have lidt mere afstand til ulykken først.

Jeg er grundlæggende et positivt og optimistisk menneske, selv om de to egenskaber lige modtog en knockout for en kort stund. Jeg tror oprigtigt på, at man kan hvad man vil og jeg tror mere på at flyve end at falde. Den der har viljen i hjertet ….. Jeg tror på, at jeg må have noget til gode på karmakontoen og glæder mig til at finde ud af, hvad det er. Faktum er, at vi skal lære af de ting der sker i vores liv. Ikke kun de små ting, men også ting som denne. Jeg er i gang med at sortere tanker og kan mærke, at jeg har lært noget nyt. Når jeg har det klar i ord, så skal jeg nok dele. Der er mange ting jeg gerne vil dele og jeg håber at I stadig er derude.
Første spark i måsen, som jeg har givet mig selv, er, at jeg har sagt ja til at tage på en 4-dages pressetur til Antalya. Programmet er rimelig overkommeligt og low-key og ellers må jeg sige noget af det fra, men selv om jeg er vildt nervøs for om jeg kan klare det fysisk især, så vil det være så godt med lidt luftforandring og positive oplevelser ind på kontoen. Der er sgu’ lidt underskud.

Så …. jeg har været lidt mere aktiv på mikro-medierne, da jeg ikke har kunne skrive så meget og jeg synes da at I skal følge med på Instagram (@malsen) og SnapChat: marlenedonduran
Det ville jeg blive super glad for <3

Livet er skrøbeligt. Pas på det. Pas på hinanden.
Jeg er dybt taknemmelig for at vi begge er her stadig …. jojo ar og sår på sjælen og på kroppen, nuvel, men vi har stadig livet og jeg er i hvert fald endnu mere klar over, at tiden er dyrebar og at den ikke skal spildes. I går kommer ikke tilbage og i morgen er stadig en fjern fremtid. Det efterlader nu’et ….tror så lige, at jeg vil øve mig i at være endnu mere tilstede og måske begynde at skrive dagbog igen …. hmmm…. den kan vi jo lige tænke over. Skriver du dagbog, dagsnoter eller lignende?

Kærlig hilsen og hav en dejlig aften
Marlene  ❤️

Læs også:

Nyt job

by

 De sidste dage har været vanvittige. Jeg har haft ondt i hjertet, spænding i sindet og har virkelig haft brug for al den styrke man kan forestille sig. Hvorfor? Jeg har fået nyt job 🙂 Det er jo i sig selv fantastisk og jeg glæder mig helt sindssygt til at starte på Køge Handelsskole på mandag. 

Men bagsiden af medaljen er, at jeg i torsdags skulle tage afsked med den arbejdsplads, som har dannet rammen for min professionelle udvikling som folkeskolelærer gennem lige knap 17 år. Hvor den tid er blevet af, fatter jeg ikke, men jeg ved at jeg der har fantastiske venner, kolleger og elever. Dem skulle jeg allesammen tage afsked med i torsdags. Vennerne ser jeg selvfølgelig stadig men på en anden måde i fremtiden, da vi jo ikke ser hinanden hver dag. 

Dagen var så hård, men også dejlig. Dejlig fordi så utrolig mange gav mig flotte flotte ord, blomster og gaver med på vejen. Mere ros end ét menneske kan rumme. Hold da op. Mine elever gav mig smukke og sjove minder med på vejen. Drengene gav mig bl.a det fine oliventræ med hjerter på med deres navne. De går altså i 8. klasse så den havde jeg ikke lige set komme. Fik også andre lækre gaver, tale og af mine søde piger fik jeg bl.a en personlig bog med hilsner fra dem hver og én. Måtte vente med at læse dem til senere ellers havde der været for meget water works 😉 pigerne gav mig også en selfie stang ha ha 🙂 den tog vi i brug med det samme og gik udenfor for at tage vores sidste fælles klassebillede ❤️

Senere reception med mine kolleger hvilket var mindst lige så vemodigt. Jeg kommer saftsuseme til at savne dem alle sammen men glæder mig også til at forsøge mig med noget helt nyt og meget anderledes. Efter 17 år er det vist på tide 🙂

Af samme årsag er onlinetiden lidt nedprioriteret – har travlt med afslutte et sted og starte på et nyt. Wish me Luck 🙂

Knus og god weekend

Læs også:

Stealing Magnolia Moments

by

magnolia moments

Påskesøndag. På en eller anden måde er det altid en af årets allerbedste dage. Jeg ved ikke om det er tanken om, at der er endnu en fridag forude eller om det er fordi vi som regel er ret så heldige med vejret – så heldige, at man næsten kunne tro det var sommer. Vi plejer at tilbringe dagen i vores sommerhus på Enø (ved Næstved) og i dag fortsatte traditionen. Eneste program er at slappe af, gå ture ved vandet, tage uendelig mange billeder – især selfies ha ha – og nyde den vægtløshed, som et sommerhusområde ofte sprøjter direkte ind i blodbanerne. Det er unikt. Vi snakkede faktisk om på vejen hjem, at det nogle gange kan føles helt som om livet er et andet, når vi opholder os dernede. Ingen af os kunne komme tættere på, hvad det egentlig var som præcis gjorde det, men jeg kan bare mærke at det er fantastisk.

Mit magnolietræ blomstrer altid i påsken. Det er min yndling. De smukke delikate og alligevel robuste blomster stjæler ofte min opmærksomhed og jeg tror ikke jeg har tal på, hvor mange billeder jeg har af det træ, hi hi 🙂 Elsker dem, fordi de er her så kort tid og minder mig, om at skatte de små øjeblikke. Dét, og så det faktum at jeg er en sucker for den der hvidlige lyserøde farve, som er så yndig tøset og nuttet.
Eneste makeup i dag var lidt mascara og så ellers bare det mest behagelige fra garderoben. En buksedragt, en lun cardigan, for det blæser ofte lidt mere dernede), gode sko, solbriller og en lille leopard cross-body taske til gåturene. Skoene skal have et indlæg for sig selv, for de skal have lidt flere ord med på vejen, så bedre billeder af dem en anden dag.
Jeg håber at du har haft den smukkeste dag også – hvad mon du har lavet? 🙂

Læs også:

Sløret udsyn fra broen

by

meinliebling jakke

Jeg har savnet jer! Det er godt at være tilbage.
Der er mange grunde til, at jeg har måttet undvære at skrive her på bloggen de sidste tre dage, men nu sidder jeg her heldigvis igen omend det er ved at være et indlæg, som udgives til natteravnene. Og dog, mon ikke en del af jer stadig er oppe og sidder og surfer lidt på nettet?
For nu at starte i den letfordøjelige afdeling, så har min Mac drillet mig. Lukker pludselig ned midt i en billedcollage eller et indlæg og så tager det en krig at starte op igen … for slet ikke at tale om, at halvdelen af ens arbejde så ikke er gemt. Det kan tage pusten fra den mest ihærdige blogger, for selv om min Surface Pro er super, så har jeg endnu ikke fået købt et program som fx PhotoShop til den. Ikke nok med det så er junior blevet syg og har været ved vagtlæge her til aften. Heldigvis er der ikke noget at hverken høre eller se på ham, så han er vist bare grundigt forkølet, men det betyder jo at han vil ha’ sin mo-ar og sådan skal det være. Nu er han puttet og sover forhåbentlig lidt. Tilsneg mig dog alligevel en times shopping tidligere, da jeg havde et ærinde jeg ikke kunne sige fra og fandt nogle virkelig gode ting, som jeg glæder mig så meget til at dele med jer 🙂

På den lidt tungere side, så var fredag på alle måder en skrækkelig dag. Min leder, som jeg holder utrolig meget af som menneske, har fået nyt job og havde dermed sidste arbejdsdag i fredags. Jeg vidste godt at det ville blive mere end hårdt at sige farvel til hende, men det var faktisk endnu værre end antaget. Var lidt ved siden af mig selv hele weekenden egentlig og det handler selvfølgelig om, at hun også var den som “tog sig af mig”, da jeg i sin tid startede som lærer. På det tidspunkt var hun også lærer og det var hendes klasse jeg kom ind i i en mængde timer. Hun har været med til at forme min lærerpersonlighed og været med til at shape min professionalisme. Hun har lært mig at rumme mange svære ting og at handle med rimelighed og ordentlighed. Eller hun har hjulpet mig med at finde resurserne i mig selv … sådan kan man nok bedre sige det. Det er derfor et kæmpe savn at skulle undvære hende i hverdagen. Nu har jeg heldigvis ferie og kan sunde mig lidt, sådan at jeg kan møde med friskt sind næste tirsdag.
Hov …. Det blev lige et lidt længere indlæg end jeg havde tænkt, så tak hvis du er her endnu 😀 Kommer til at tænke på, om du mon også har oplevet noget lignende? altså at skulle sige farvel til en kollega, som virkelig betød rigtig meget for dig personligt?

Billedet er lidt symbolsk for det her indlæg … Det er sgu’ lidt diset forude i de her dage og jeg har lidt svært ved at se og tænke helt knivskarpt. Det er taget inde på Østerbro forrige søndag, da jeg var til workshop hos Julia, hvilket jeg nok skal fortælle mere om. Det var så skønt vejr den dag og jeg stod længe og snakkede udenfor med søde Anne, som i øvrigt har en cool blog I kunne tjekke ud ved lejlighed 🙂

Læderjakke fra meinLiebling (udlånt) – fotograf Christian Radil

Læs også:

Rummelig nOva taske til en lang mandag ude

by

nova alicia bag

En gammel uge, som var helt fantastisk er slut og en ny er startet. Der er mange ting fra den forgangne, som jeg vil dele med jer – bl.a. var jeg til en utrolig lærerig workshop i går hos de dejlige damer Julia og Sine. Om blogging, tekstforfatteri og meget mere. Super fed dag med en håndfuld skønne medbloggere!
De indholdsrige uger fortsætter, for i dag har jeg været tidligt oppe for at kunne nå at være klar til at kunne sidde i toget mod København kl. 08.00. Det bliver en ufattelig spændende dag, for jeg skal (tror jeg nævnede det i et andet indlæg) være med i en reklamefilm for Surface Pro. Er seriøst hundeangst for ikke at kunne finde ud af det der med kameraer, ikke at gøre det godt nok osv, for der er trods alt forskel på et stationært et af slagsen og så sådan et filmkamera. Hvordan bærer man sig ad? Skal man hele tiden smile? Ligner man en frø, når man bliver filmet eller måske en virkelig akavet alt for lang starut som griner fjoget? Har man mon valgt det rigtige tøj? Hvordan opfører man sig på en skuespillercafe? Møder man så automatisk Nikolaj Coster-Waldau (please, svar ja …. eller, vent lidt …. nej, for det ville jeg slet ikke kunne kapere)? Uha, spørgsmålene er mange – godt man ikke skal den slags hele tiden, ha ha 🙂 Heldigvis er det nogle virkelig søde og sjove mennesker som står for projektet, så mon ikke de guider den her newbie i de rigtige retninger. Det er jeg ret sikker på og forhåbentlig fortager sommerfuglene sig lidt op ad dagen, men I må alligevel gerne sende mig lidt krydsede fingre – dem ville jeg være svært glad for.

Senere bliver jeg samlet op af sødeste Amira og så går turen til Kolding … hjem til modersvanerne 🙂 Vi er et par stykker som skal hygge med at snakke om tøj, samt have lidt at spise. Egentlig er det da den perfekte måde at slutte en dejlig travl og lang mandag af på. Spot on. Lækkert tøj og mad. Dobbelt-win! Når jeg engang lander hjemme på matriklen, så er jeg med garanti en sæk sommerfugle i maven fattigere og en masse oplevelser rigere. Håber at have tid til at instagramme lidt indimellem, så find mig endelig derinde også (@malsen).

Til at have alt mit habbengut har jeg denne fine mulepose “Alicia” med mig, som jeg har fået fingre i. Den er fra smækre nOva, som I ved jeg generelt er fan af og er i det blødeste perforerede skind. Det gode ved den, udover at den er sindssygt rummelig, er, at den har dobbelthanke – eller nærmere to længder hanke, så man både kan have den cross-body når man fx cykler eller skal have begge hænder fri til at holde hånd med kæreste og barn på samme tid, men også over armen, hvor den bliver lidt mere city-chic og klassisk. Fås bl.a. her.

Læs også: