Category Archives: personal

Var det sådan hverdagen så ud? En status 4 mdr. efter ulykken

by

Kære jer <3

I dag er det præcis 4 måneder siden ulykken og de sidste dage har jeg brugt meget tid på at reflektere over, hvor langt vi egentlig er kommet – både psykisk og fysisk. Jeg går stadig til psykolog og rent tilfældigt datomæssigt, så var jeg der i dag. Uden at tale om, at der i dag er en slags “månedsdag”, så blev der alligevel gjort lidt status og jeg fandt mig selv siddende der i den bløde lædersofa Continue reading →

Læs også:

Live fra Antalya Xanadu Resort – vlog

by

Hej med jer 🙂 Jeg landede igen i går fra min lille svip-pressetur til Antalya og var helt færdig – stod op kl 03.30 og transfer i Istanbul var rent kaos, så jeg tørnede ret tidligt ind i går aftes, selv om det egentlig var min mening, at jeg ville have haft lavet dette indlæg til jer. Nu blev det så nu i stedet. Da jeg var dernede lavede jeg fredag eftermiddag en lille videohilsen til jer fra smukke Xanadu Resort, som ligger i Belek lige uden for Antalya. Jeg kunne dog ikke få streamingen til at fungere fra min iPhone, så den kom aldrig online i realtime, men synes alligevel at jeg vil uploade den nu her, Continue reading →

Læs også:

Jeg er ikke længere én af de udødelige

by

Kære læser, kære du

Det er længe siden jeg sidst skrev på bloggen – det er der flere grunde til hvoraf den første, og største, handler om, at denne sommer blev alt andet jeg havde forventet.  Der var ferieplaner, hyggeplaner, oprydningsplaner, familieture, strandture, parkture osv. Ligesom der normalt er, når den længe ventede sommerferie starter om man føler, at der er al den tid i verden til at komme ned i gear og slappe af med sine kære. Hvis jeg siger, at vores sommer blev det stik modsatte, så lyver jeg ikke. Dagen efter, at jeg fik ferie, slog livet en kolbøtte og når man taler om, at alting kan ændres på et splitsekund, så lyver jeg heller ikke, for i år opdagede jeg, at jeg det ikke kun sker for de andre og at jeg ikke er udødelig. Måske barnevisdom, at vi selvfølgelig ikke er udødelige, men sådan helt overordnet, så forestiller man sig jo ikke at ulykker og den slags sker med en selv og sine nærmeste … det sker altid kun for de andre. Det ramte mig. Og min søn. Ulykken. Det virker, til trods for at det skete d. 25. juni, stadig helt uvirkeligt at skrive det og jeg håber stadig dagligt, at det bare er en ond drøm, som jeg nok skal vågne fra om et øjeblik. Men nej. Det er det ikke – det er virkeligheden og jeg skal forholde mig til den.
Den dag i juni gik der ild i mig i en ulykke, hvor en lille bitte mængde bioethanol til en lampe selvantændte og blæste en kæmpe ildsky i hovedet på min søn og jeg, som sad ved havebordet på min venindes terrase. Fra min seng på Brandsårsafdelingen på Riget, som var mit hjem i en måned, skrev jeg et længere indlæg på instagram et par uger senere, som jeg – i stedet for at gentage mig selv – vælger at citere her i dette indlæg:

[box]  Fra Instagram, 5 uger siden
“Der gik ild i mig. For to uger siden sad jeg hos min veninde. Vi sad ude under markisen og ungerne hyggede indenfor. Min dreng kom ud til mig og fortalte noget jeg desværre har glemt. For sekunder senere ændredes alting. Noget Bioethanol til en lille bitte udendørslampe selvantændte og en kæmpe ildsky tog fat i os. Jeg skubbede ham væk og derefter var det min egen kamp mod ilden som havde fat i mit tøj, mit hår, mit ansigt, mine hænder, mit bryst og mine arme. Den var alle vegne. Lugtede den, smagte den, mærkede den. Min veninde har bagefter beskrevet mig som en ‘levende tændstik’ med flammer fra livet og en halv meter over mit hovede. Hun gjorde alt rigtigt. Fik ilden væk og tilkaldt ambulancer. Min søn og jeg skrigende i bruseren. Jeg kunne mærke og ane min hud hænge i laser men kunne ikke se 100 procent. Anede ikke omfanget af ulykken. Læger. Et virvar. Gråd. Smerte. Frustration. Rigshospitalet. Behandling af kyndige hænder. Vand og sakse. Ansigter og kroppe med sår, mangler, hævelser, forvredet af smerte. Mere gråd. Min søn og jeg. Min søn Silas på 4 år som grådkvalt råber til lægen at han skal fikse hans mor, fordi hun er ødelagt og gået i stykker. Da vi tidligt om morgenen lå nøgne og uigenkendelige på vores stue, græd jeg. Jeg græd af taknemmelighed. Fordi vi stadig er her. Herefter to ugers sej kamp mod brandsårenes ubarmhjertige liv på vores kroppe. Håbet om at arrene vil være minimale – både dem der selv heler og dem der skal opereres. Viljestyrken til at holde modet akkurat så højt at vi kan være til. Min søns ansigt bliver ganske fint og hans arm også. Mit ansigt er heldigvis helet fint også og min ene arm ligeså. I morgen skal jeg have en operation så min hals, bryst, skulder og den anden arm/ hånd kan hele. De tager hud fra mine lår. Jeg er bange. Nervøs. Spændt. Det er ikke ulovligt at sælge bioethanol i DK. Men lad for Guds skyld være med at købe det. SPRED budskabet om, hvor farligt det er. Vi vidste det ikke. Nu ved vi det. Jeg ser det i spejlet. Jeg skal nok blive fin igen. tid. Sjælen skal også hele. Senere viser jeg skaderne. Giv mig tid. Lige nu er jeg taknemmelig for at Silas og jeg lever ❤️ Tak fordi du læste🌟”
Følg med på Instagram her [/box]

Nu har jeg været hjemme i lidt mere end tre uger og helingsprocessen går fremad. Langsomt. Ofte to skridt frem og ét tilbage, men regnestykket siger stadig plus og det hæfter jeg mig ved. De professionelle siger, at det første år er altafgørende. Det tager et år, Marlene, siger de.
Først for et par dage siden, begyndte jeg at høre efter sådan rigtigt. I min verden har tålmodighed aldrig været mit stærkeste kort og min hjerne har haft meget meget svært ved at begribe, at det hele ikke bare kan hele i en fart, så jeg kan komme videre med mit liv. Findes der ikke en pille eller noget creme eller?
Så kigger de bekymret på mig og minder mig om, hvad jeg har været igennem i løbet af de sidste 7 uger. De minder mig også om, at jeg skal forholde mig til, at der er ting som vil være anderledes fremadrettet. Ting jeg får sværere ved. Ting som aldrig vil blive det samme som før. Jeg har lovet dem (med løftede pegefingre endda), at hvis de siger, at jeg når 70%, så skal jeg nok nå 80% – mest fordi jeg er stædig som et æsel og nægter at give op.
Så hvad er det så der ikke bliver normalt, tænker du måske? Jamen, altså, når man får flyttet hud fra et sted til et andet, så er der nogle udfordringer forbundet med det. Huden er stiv og ufleksibel og skal trænes. Hvis transplantaterne så også sidder henover bøjninger, så er der også en udfordring med at få bøjningerne til at virke igen. Jeg har henover det ene håndled, på skulderen/ armhulen og på halsen. Alt sammen på min venstre side, hvor skaderne var størst efter ilden. Det føles stramt og stift. Stikker, klør og prikker. Men det bliver bedre…. med tiden. Det er allerede blevet bedre og selv om venstre hånd nok aldrig bliver helt sig selv, så kan jeg bruge den som støttehånd og den kan også ramme nogle af tasterne her, så det er fint nok. At kæmpe med sit eget spejlbillede er en helt anden snak og det tager vi i et andet indlæg, men jo … der er mange justeringer og erkendelser på vejen hen til mit nye normale. Lige nu glæder jeg mig mest til at komme ud og opleve igen. Komme i gang med at arbejde. Komme lidt væk. Se noget andet end husets fire vægge.

Billedet er fra i går og er uredigeret. Man kan godt fornemme hvor huden er skadet og man kan se nogle af transplantaterne. Jeg vil gerne vise det tydeligere … men vil gerne have lidt mere afstand til ulykken først.

Jeg er grundlæggende et positivt og optimistisk menneske, selv om de to egenskaber lige modtog en knockout for en kort stund. Jeg tror oprigtigt på, at man kan hvad man vil og jeg tror mere på at flyve end at falde. Den der har viljen i hjertet ….. Jeg tror på, at jeg må have noget til gode på karmakontoen og glæder mig til at finde ud af, hvad det er. Faktum er, at vi skal lære af de ting der sker i vores liv. Ikke kun de små ting, men også ting som denne. Jeg er i gang med at sortere tanker og kan mærke, at jeg har lært noget nyt. Når jeg har det klar i ord, så skal jeg nok dele. Der er mange ting jeg gerne vil dele og jeg håber at I stadig er derude.
Første spark i måsen, som jeg har givet mig selv, er, at jeg har sagt ja til at tage på en 4-dages pressetur til Antalya. Programmet er rimelig overkommeligt og low-key og ellers må jeg sige noget af det fra, men selv om jeg er vildt nervøs for om jeg kan klare det fysisk især, så vil det være så godt med lidt luftforandring og positive oplevelser ind på kontoen. Der er sgu’ lidt underskud.

Så …. jeg har været lidt mere aktiv på mikro-medierne, da jeg ikke har kunne skrive så meget og jeg synes da at I skal følge med på Instagram (@malsen) og SnapChat: marlenedonduran
Det ville jeg blive super glad for <3

Livet er skrøbeligt. Pas på det. Pas på hinanden.
Jeg er dybt taknemmelig for at vi begge er her stadig …. jojo ar og sår på sjælen og på kroppen, nuvel, men vi har stadig livet og jeg er i hvert fald endnu mere klar over, at tiden er dyrebar og at den ikke skal spildes. I går kommer ikke tilbage og i morgen er stadig en fjern fremtid. Det efterlader nu’et ….tror så lige, at jeg vil øve mig i at være endnu mere tilstede og måske begynde at skrive dagbog igen …. hmmm…. den kan vi jo lige tænke over. Skriver du dagbog, dagsnoter eller lignende?

Kærlig hilsen og hav en dejlig aften
Marlene  ❤️

Læs også:

Godt nytår – velkommen 2016

by

2016 – er I her endnu? 🙂

 

Først og fremmest, så takker jeg for de mange rare og søde kommentarer på mit sidste indlæg vedr. mit blog-fravær. De er læst og taget ind, hver og en.
Jeg har det okay. Nogle dage er gode – andre not so much, men jeg gætter på, at det er helt normalt. Julen har selvfølgelig været svær … nytår ligeså, men ting tager tid og nu ser jeg bare frem til at finde stjernestunder i det nye år og forsøge at leve livet sundt og godt. Er ikke den store fortaler for nytårsforsætter, men der er da ting, som jeg håber 2016 kan være rammen for. En af dem er, at bloggen skal leve godt og ordentligt igen – jeg har savnet den. Faktisk, er jeg også nødt til at tænke lidt anderledes ift mode og beauty, for økonomien er ret anderledes nu, så jeg skal i gang med at sanere, så jeg nøjes med at tilføre få trend-items. Dejligt selvfølgelig at have BLACK SWAN stadig, for derigennem kan jeg jo også dyrke de nye tendenser osv.
Bloggens indhold bliver ikke anderledes end det I kender, tror jeg … men jeg kommer nok til at skrive lidt mere om det almindelige liv. Om hverdagen. Og vil nok også brede mig lidt mere ud end bare mode og beauty. Bolig og dekoration. Steder at tage hen osv. bliver med stor sandsynlighed også en del af bloggens 2016 – i hvert fald, hvis mine ideer holder 🙂

Skal vi ikke bare sige, at vi er i gang igen? 😀 Jeg glæder mig til at høre fra jer i kommentarsporet…. har savnet jer! 🙂

Knus

fra

mig

Læs også:

Veje der mødes og veje der skilles …

by

Der findes simpelthen ingen passende indledning til sådan en type indlæg som dette – det er personligt og jeg har ikke lyst til at hælde vand ud af ørerne. Har heller ikke lyst til at tie stille. Vil på en måde gerne skrive mig ud af det, men bloggen er ikke mediet at gøre det på og et huskende internet er heller ikke det jeg synes jeg har brug for … egentlig.

  
Men det korte af det lange er, at der naturligvis er en grund til mit fravær på bloggen her. Livet er hårdt i øjeblikket – hårdt for mig, hårdt for min familie – både den der var og den der er og den som er ved at finde en ny form. Min mand og jeg er blevet skilt og selv om det er en beslutning truffet i enighed – og som i øvrigt er helt den rigtige, tror vi – så er det virkelig virkelig hårdt. For det er jo ikke bare et ægteskab – det er også et langt og vigtigt venskab. Et venskab, som jeg på ingen måde har lyst til at miste, hvilket jeg forhåbentlig heller ikke behøver. 15 år har vi været sammen og heldigvis har vi verdens bedste dreng, som vi altid vil have sammen. Måske har nogen af jer prøvet det her … og ved, hvilke følelser man har inden i sig. Jeg har ikke ord. Lige nu i hvert fald. 

Men en kær samarbejdsrelation skrev til mig, at hun havde oplevet det som noget af det sværeste, at se alle drømmene briste. Ja …. sådan har jeg det også. Alle de drømme man havde, som ikke bliver. Det skal jeg godt nok lige arbejde med. Det og så alt det andet. Finde egne rutiner, rytmer … At håndtere savn når Cookie ikke er hos mig og at løfte blikket og se verden igen. Med nye briller. 

Jeg er tilbage indimellem i den kommende tid… og jeg håber, at I stadig er her, når jeg indimellem pipper <3

Ind til da, så håber jeg, at I passer godt på jer selv og hinanden.