Barneliv,  Livet er en fest

Guldkorn – alting er en fase, right?

Altså. Nu synes jeg jo selv jeg er så heldig at have et barn som er lige dele sprogligt, matematisk, kropsligt, musisk og kreativt tænkende. Han er ekstra god til nogen ting og andre ting kræver mere ihærdighed. Således er han vel ganske almindelig – måske endda skolemæssigt til den gode side selv om alt andet end matematik, natek, idræt og billedkunst rager ham en høstblomst. I skolen altså. Og så er han sjov. Han får mig dagligt til at grine som forleden hvor han stolt viser en tegning frem af et gravkammer med en død person inden i. RIP på stenen og det hele. Blomster. Træer. Og en slags satellit på toppen af gravkammeret. Da jeg spørger hvad den laver der, glor han på mig måbende og ruller med øjnene. Mor … det er da så man har gratis wifi!! Ha ha åh altså. Han er 6 år for pokker og voksenverdenen er direkte i ordforrådet. Og jeg roste ham selvfølgelig for at være så betænksom 🙂
{læs videre under billedet}

Bum så landede vi lige igen

På mange måder er jeg ret god til at forudse hans interesser. Men der er nogle ting jeg ærger mig over at han ikke synes er fedt. Og så lige pludselig overrasker han mig. To gange inden for den sidste uge har jeg måttet trække kortet “det snakker vi lige om senere”. Første gang var da han til min store glæde meddelte at nu ville han gerne lære at spille et instrument. Yes! Tænkte jeg …. har forsøgt siden han var 3 at overbevise ham om hvor fedt det kunne være og jeg befandt mig lynhurtigt i en drøm hvor koncertsalen var fuld og det lille unikum spillede hjerter til splat på sit klaver. I det vi alle var parat til at rejse os i stående applaus, afbryder barnet mit fatamorgana og siger …. mooor – jeg vil gerne gå til trompet! Bum. Så landede vi lige igen og i stedet for den smukke koncertsal, var jeg allerede mentalt på vej i silvan efter lydisolerende materialer.

Læs også:  En uovertruffen tid

Nå men vi aftalte at hvis den der trompet stadig er et ønske til sommer, så må vi se hvad der er på musikskolen af tilbud. For syv sytten da …. 🙂

Den (u)pelsede ven

Anden gang var for i går aftes, da vi snakkede om dyr og så’n noget. Det har altid undret mig at han ikke var sådan synderlig interesseret i vores hund eller andres hunde. Eller katte. Eller hamstere. Jeg elsker alt med pels på og ville elske at have en milliard million pelsede venner, hvis jeg ikke selv skulle gøre rent efter dem.

Men vi snakker så om løst og fast og så siger han pludselig meget alvorligt. Mor der er faktisk noget jeg rigtig gerne vil spørge om. Noget jeg rigtig gerne vil have.
{læs videre under billedet}

Sådan! Tænkte jeg. Nu fortæller han mig at hans største ønske er en hundehvalp eller kattekilling eller sådan noget og hørte mig selv tænke, at det også ville være lige den rigtige alder og et fint medansvar at give ham. En pelset ven. Sikke de kunne hygge! Igen river han mig ud af mine varme og rare tanker og siger …. mor der er et dyr jeg ønsker mig mere end noget andet for den er så sød og sjov og mærkelig. Mærkelig, tænkte jeg …. en hundehvalp er sørme da ikke mærkelig … og nej, for da jeg spørger med spænding i stemmen hvad han da ønsker sig, udbryder han i et stort smil – en landskildpadde! Og den skal hedde Yuggi.

Læs også:  I virkeligheden et indlæg til alle

Eh ….. okay. Nå men jeg indførte hurtigt samme taksameter som med trompeten og hvis skildpadden stadig er et hit til sommer, så må vi jo se på det. Han har faktisk aldrig før ytret ønske om noget som helst dyr, så måske er han virkelig optaget af sådan et bette krybdyr. Der overlever os alle. Og som er underlig på alle mulige måder. Ha ha åh ja 🙂

Pointe med alt det her? Altså ingen udover at jeg glædes over at man kan tro man former små mennesker i de retninger man synes er gode og sunde og så sprænger de alligevel gang på gang rammerne og overrasker med egne skøre ideer, personlighed og en fuldstændig fabelagtig tro på at alt er muligt. Det er sgu skønt. 🙂 og jeg er så stolt af ham.

God dag til jer. Del gerne jeres gode historier i kommentarer.

%d bloggers like this: