Livet er en fest,  Skriblerier

Når et øjeblik fryser sig fast måske for evigt …

Kender du den følelse af, at der ligesom er noget man bærer rundt på og som bare ikke vil lade sig ryste af? I så fald, så ved du måske, hvad jeg mener med titlen på dette indlæg. Men lad mig alligevel uddybe bare en smule.

En underlig reaktion

I slutningen af juni var det to år siden den forfærdelige ulykke som ramte min søn og mig. Dagene op til var, underligt nok, i år endnu værre end sidste år – som en sky der bare ikke ville fortrække. Jeg forsøgte alle mulige krumspring for at lade være med at tænke på det, men egentlig forstærkedes uroen i kroppen bare af at jeg forsøgte at ignorere det.
Jeg er, som jeg har skrevet et par gange før, meget (efter)tænksom og gjorde mig voldsomt umage for at finde ud af, hvad der lå til grund for denne “nye” næsten paniske følelse. Adskillige indre dialoger. Det er stadig ikke lykkedes mig helt, men er i hvert fald nået til at jeg måske skal acceptere at de begivenheder forevigt vil være frosset fast i den jeg er (blevet). Følgende refleksioner fulgte i tiden efter …

Hvad er det egentlig at være stærk?

Der er aldrig nogen der skal fortælle mig, at man lærer at leve med skæbnesvangre ulykker. Ej heller at man bliver stærkere af det der ikke slår en ihjel. Det er noget vås. Man lærer måske at håndtere situationen og anerkende den for det den er. De nye vilkår kan accepteres (og det er i sig selv en mundfuld), men man lever ikke “bare” med det og man bliver bestemt ikke nødvendigvis stærkere. Om hvem siger i øvrigt at det er det bedste? Bryder mig ikke om den der opgørelse over “stærke/svage”, for vi glemmer altid at definere forholdet. Stærk i forhold til hvad? Svag i forhold til hvad?

Badning offentligt uden skam

Min evige optimisme og min tro på, at mit liv skal være fantastisk, gør, at jeg ikke lader vilkårene kue mig, men det er et faktum at jeg fx græder mere end før. Er mere usikker end før og meget meget nemmere bliver bevæget end før. Jeg bander ulykken langt væk og hader den for at have gjort min krop skamferet og grim. Men jeg gemmer den ikke væk – kroppen. Ikke så meget i hvert fald. Jeg kan stadig ikke forlige mig med mit nøgne spejlbillede og undgår helst at betragte arrene. Spekulerer på om de nogensinde bliver usynlige i mine egne øjne ….. Nu har jeg altid været meget feminin og omhyggelig med mit udseende og nu er der bare kommet noget “på” mig, som jeg ikke kan tage af. Uanset hvad. Kald mig bare forfængelig – det er jo i virkeligheden det jeg er og den del af mig, har altså fået et uopretteligt hak. Men den varme sommer har været en kær hjælper forstået på den måde, at jeg har været tvunget til at tage lettere tøj på og dermed også slippe mig selv lidt mere løs. Har ovenikøbet badet offentligt og selv om det var så angstprovokerende at jeg troede jeg skulle besvime, så gjorde jeg det. Og ja. Der blev jeg faktisk pivstolt af mig selv. Måske lyder det banalt i dine ører … en voksen kvinde der er bange for de andres øjne … men det er jeg altså 🙂 Og jeg ved så udmærket godt, at de fleste andre nærmest ikke lægger mærke til det, men så meget fornuft når jeg slet ikke at akkumulere i situationen.

At kunne håndtere det nye

Men det interessante er …. sådan selvindsigtsmæssigt … hvordan man så håndterer det nye. Sidste år, da det var et år siden, var jeg et andet sted i processen. Nu er der gået et år mere og det er nogle andre ting der fylder. Tror fuldt og fast på at det vigtigste er at finde det gode i det nye (og i øvrigt forsøge ikke at betragte det som nyt mere …) og selv om jeg ikke kan lide den meget udtrykte sårbarhed (den skræmmer livet af mig … helt ærligt), så har den åbnet mine øjne for noget godt. At sætte pris på. Som i virkelig sætte pris på. Hvad enten det er mennesker eller oplevelser. Dage eller blot øjeblikke der er gode eller er spændende eller lærerige. At gemme dem og lægge dem på lager. De er nødvendige at trække på, når de sorte skyer kommer. Og samtidig også prioritere det der får mig til at smile. Som nu havet fx. Alle mine ture til vandet har jo ikke kun til formål at soppe, selv om det da er mægtig hyggeligt – nej, det er også blevet en del af min livsnerve. Det gør mig glad. Såre simpelt. Jeg er blevet en slags bevidst mindeskaber og det er jeg i høj grad glad for.

Et personligt Ground Zero

Der er mange mange mennesker der har lignende oplevelser som min i livsbagagen og rigtig mange der pludselig har fået ændret deres livsvilkår. Mit bedste råd – med udgangspunkt i mig selv – til dem/ jer/ os, som står omkring det menneske, er ikke at glemme hvad de var igennem. Deres tanker holder ikke op efter kort tid og der vil indimellem være brug for at tale om det, selv om der er gået lang tid. Det er jo som en slags personligt Ground Zero og opbygningen tager mange år….. og endnu flere, hvis man tumler med det hele selv. Tror ikke der er nogen der ønsker medlidenhed i ordets egentlig forstand, men medfølelse og forståelse måske. Eller måske bare have et øre der lytter.

Når alt dette så er sagt, så er jeg stadig umanerlig taknemmelig – især på min søns vegne. Silas vokser sig smukkere og smukkere og han husker mindre og mindre. Gudskelov. Det er faktisk det allervigtigste for mig – at han kommer sig. Der er stadig ingen tvivl om at oplevelsen har knyttet os endnu stærkere sammen men nu udelukkende på den gode måde. Vi taler indimellem om det hele, men nu kun når det opstår naturligt i en eller anden forbindelse, men respekten for ild, den er blevet en del større for os begge to.

Og hvis du tænker på, hvad det er for mén, som jeg personligt kæmper med, så er det udover arrene på kroppen også nogle funktionsnedsættelser i form af følelsesløshed og følelsesforstyrrelser der hvor der er transplanteret hud (det klør, strammer og bliver nemt irriteret) og nedsat styrke sådan generelt i venstre arm, skulder, hals og nakke. Koldt vejr og blæst er klart det værste …. på varme dage er det hele lidt mere smidigt og det giver vel meget god mening, så jeg har været super glad for så mange måneder med lækkert varmt vejr 🙂

Smuk som et stjerneskud

Jeg håber at disse statusindlæg eller nærmere refleksionsindlæg er vedkommende. At mine tanker kan bruges. Det føles rigtigt at skrive om det i hvert fald – hvor længe det vil gøre det, ved jeg ikke. Har du spørgsmål, så stil dem endelig …

Lad os gå ud og få det allerbedste ud af denne smukke søndag og husk at kigge op til stjernerne i aften – denne weekend skulle efter sigende være spækket med stjerneskud ❤️ Og husk at så må man ønske sig lige det man vil ❤️

Knus fra mig

Hvis du vil læse mere om, hvad der skete, så start her. Og så her. Og her.

6 Comments

  • Birthe

    Jeg har minder fra børnenes barndom som er uafrystelige,, de er blevet en del af mig og glemmes aldrig.
    Sidder og sammenligner lidt med dit forfærdelige slag af skæbnen.
    Hvad er det man siger, livet er for viderekommende….
    Knus
    B

    • Malsen

      Ja, livet er for viderekommende… du har helt ret. Jeg tænker tit på, hvordan vi bliver kastet rundt en gang imellem og skal forsøge at lande på begge ben igen. Ikke altid de kønneste akrobatspring, men så længe vi lander, så er der jo nye håb og nye muligheder.

  • Lise/walkinrunout

    Dine betragtninger/reflektioner over hvordan det har påvirket dig giver SÅ meget mening…. også selvom jeg ikke har oplevet noget lignende – især den del med at ting gør stærkere… har altid stillet kæmpe spørgsmålstegn ved netop det – og jeg har ikke troet på det. Så fint du sætter ord på det.
    Kæmpe kram til dig!!

    • Malsen

      Mange tak for den dejlige kommentar 🧡 det er nogle gange sådan med faste udtryk at man virkelig undrer sig over hvorfor de er blevet faste 🙂 specielt når man måske ikke helt er enig.
      Kæmpe kram tilbage 🌟

  • Max/hverdagsmand

    Jeg synes du er sej og sætter gode ord på følelsen. Jeg står selv i samme situation, dog er mine ar efter en kræftoperation, og jeg oplevede også at den varme sommer gjorde at jeg var nødt til at slippe forfængeligheden og stå ved mine ar, for det var for varmt til at dække med tøj. Det er angstprovokerende men også befriende. Bedre ønsker for dig

    • Malsen

      Tusind tak for de ord. Jeg håber du er kommet dig ovenpå din sygdom.
      Måske var det meget godt at den varme sommer kom så vi blev nødt til at tage tyren ved hornene. For du har ret – bestemt også befriende.
      Gode ønsker for dig også 🙂

%d bloggers like this: