diverse,  Shopping og Inspiration,  Skriblerier

For sjæl og for haveliv

Et æbletræ med fine blomster. Trænger til at blive trimmet og har absolut ingen ide om hvordan og hvornår ha ha … 🙂

Omtalte bog er et anmeldereksemplar

Haver. De kan være sindssygt smukke, beroligende og give en den der følelse af at høre hjemme. Vinterhaverne med sne og frost, som vi har haft fornøjelse af den sidste månedstid, er hyggelige, lyse og smukke, men i min verden er der altså intet som udeliv med varmere temperaturer. Forårs- og sommeraftener på terrassen, hvor solen langsomt forsvinder bag ved trætoppene og hvor duftene ændrer sig i takt med døgnets rytme.
Jeg har det sådan i min egen have, men med den bemærkning, at min have (endnu) absolut ikke er smuk. Jeg forstår mig ikke ret godt på planteliv og er helt ærligt ikke super skarp på forskellen mellem farvestrålende blomstermirakler …. og ukrudt. Altså i forstadiet. Der hvor alting bare er grønt. Og endda med farve på, er jeg blevet buh’et af af både havekyndig mor og veninde, da jeg syntes en ukrudtsting var aldeles bedårende 😀 Ha ha …. ja ja.
Jeg ville ønske, at jeg havde råd til en haveperson der gjorde det for mig, men som alenemor med (alt for dyrt) hus, så er det en af den slags budgetposter som lige nu ikke helt tillader sig. Måske synes jeg også tit at havebøger næsten antager at man har 100-vis af timer til de grønne projekter og tja …. det har jeg så heller ikke. Faktisk er jeg nok gået pænt død i projektet. Lettere uoverskueligt og desuden manglede græsslåmaskinen også benzin lige pludselig (hvem havde set den komme?). Og måske et nyt tændrør (var der en der foreslog). Hvem forstår sig på den slags? Mænd, heldigvis og de bliver helt lykkelige når monstrummet så drøner derudaf igen. Mystisk fænomen. Mænd og maskiner.

Læs også:  Vi må vente lidt endnu med tålmodighed ...


Nå, men jeg savnede den der inspiration som i virkeligheden anerkendte min baby-havesjæl og den indre ro mere end mine grønne fingre og leksikalske plantefærdigheder og så skrev Julia en bog en sidste år. Det gør hun ofte og altid med personlig passion for emnet. Som københavner med begrænsede muligheder for haveudeliv og et i øvrigt enormt travlt liv, havde hun brug for lige netop dét som en have også giver mig. Ro, afstressning og udeliv. Så hun købte et kolonihavehus. Et frimærke af fred og fri dressur til børnene. Suset fra kolonihavernes åndelige føde i kombination med alle de fine indretningshjørner, blev langsomt grundlaget for en bog: “Kolonihaveliv”. Bogen er en herlig cocktail af overskuelige inspirationsbilleder, Danmark, når hun er smukkest og Julias levende og ærlige ord.

Jeg tænkte ved mig selv, at bogen skulle nydes udenfor med en kop kaffe. Selv om jeg på det tidspunkt var omgivet af et vildnis af en have så besluttede jeg at det var det rette element. Mindst 4 kopper sensommerkaffe senere (og en mængde chokoladekarameller) havde jeg pludselig lidt blod på tanden …. nej jeg har jo ikke et kolonihavehus. Jeg har et rigtigt hus med en helårshave, men jeg skal ændre min opfattelse. Se min have som små frimærker, som skal plejes et ad gangen og i mit tempo, for sjælen og roen er vigtigere at have med. Det er dét haven primært skal give mig. Nusning …. et hjørne ad gangen. Så på den måde kunne jeg sagten finde inspiration i bogen til mit eget lille projekt.
Besluttede også, at det var et 2018-projekt, hvilket betyder, at jeg snart skal i gang. Stille og roligt.

Læs også:  Træningsbukser , immunforsvar og at komme julen i forkøbet

En anden pointe i bogen er i øvrigt hele anbefalingen af at investere i en kolonihave, hvis man er byfamilie uden de vilde udfoldelsesmuligheder. Julia påpeger flere gange den fællesskabsfølelse som hersker i området. Døren der aldrig er lukket og en lyst til at være sammen med andre kolonister om et fælles tredje – haverne.

Dette indlæg er naturligvis skrevet indenfor imens jeg indimellem har kastet blikke  ud i haven. Om lidt går jeg ud og plukker lidt erantis, som sjovt nok har overlevet dødsfrost og 10 cm sne. Aner ikke, hvor de kommer fra ha ha 🙂 men de er så fine.

Affiliate link:
Julias smukke og inspirerende bog kan købes her. Eller her.

One Comment