Var det sådan hverdagen så ud? En status 4 mdr. efter ulykken

Kære jer <3

I dag er det præcis 4 måneder siden ulykken og de sidste dage har jeg brugt meget tid på at reflektere over, hvor langt vi egentlig er kommet – både psykisk og fysisk. Jeg går stadig til psykolog og rent tilfældigt datomæssigt, så var jeg der i dag. Uden at tale om, at der i dag er en slags “månedsdag”, så blev der alligevel gjort lidt status og jeg fandt mig selv siddende der i den bløde lædersofa med kaffe i hånden alt imens jeg definerede mig selv på en måde jeg nok aldrig har gjort før. Jeg vil gerne dele nogen af mine tanker med jer – ærligt og lige fra hjertet. Jeg skrev det før og jeg skriver det gerne igen – jeg nægter at lade noget som helst bestemme over, hvor langt jeg vil nå. Heller ikke det her. Og jeg tror stadig fuldt og fast på, at der kan findes gode ting i selv det dårligste …. det handler bare om at finde dem og få arbejdet med dem, så de bliver fordele frem for ulemper.

Nye sider
Jeg er helt sikkert blevet mere sensitiv. Blød, om du vil. Jeg har altid været blød og meget opmærksom på mine medmennesker, men der er føjet en ny dimension til. Jeg lægger hurtigere mærke til, hvad ting gør ved mig. Hvad relationer gør ved mig. Om de er sunde eller usunde. Jeg lægger mere mærke til de mennesker, som jeg er overfor …. ikke bare det de siger, men det de agerer. Deres kropssprog, mimik og gestik. Og jeg er mere opmærksom på min egen adfærd. Det er den form for sensitiv jeg mener. Om jeg bliver lettere ked af det, synes jeg ikke nødvendigvis men jeg er nok blevet lidt bedre til at bruge endnu flere strenge i følelsesregistret og blevet bedre til at spørge ind til adfærd jeg ikke umiddelbart forstår. Det ser jeg faktisk som positivt, for det har gjort mig meget mere nærværende. Mere ‘hey, lad os lige leve lidt bedre i nuet’- agtig. For det er nok alt i alt det det hele lander på …. at jeg faktisk har lært (the really hard way) at man skal sætte pris på i dag, for der er sgu ingen der ved, hvad der sker i morgen. Jeg håber jeg tager det med mig og lader det blive en permanent mindre justering af mig som menneske.
Silas’ og mit forhold er stadig stærkere end nogensinde før og jeg kan mærke, at jeg min angst for at der skal ske ham noget, er større end nogensinde før. Det skræmmer mig helt ærligt og det er et af de issues, som er lidt vanskeligere at håndtere. Men jeg tænker, at tiden nok skal hjælpe til og at det nok skal lande et fornuftigt sted igen. Han har det godt. Faktisk, tror jeg, at han er et lykkeligt barn. Han taler mere og mere sjældent om ulykken og ild i det hele taget, men er på vagt overfor varme ting, gasflasker fra fx terrassevarmere osv. Vi snakker om det uden at blæse det op og han er hurtigt videre i sin lille verden, hvor det er venner, legetøj og oplevelser som fylder. Han elsker vores lille bog, som jeg skrev om her og jeg synes vi har enormt mange fine timer sammen. Hans ar er selvfølgelig stadig synlige, men håret er vokset og øjenbrynene er tilbage, så jeg genkender mere og mere af min “gamle” Silas, hvilket er virkelig virkelig rart. Han begynder at ligne sig selv igen og jeg er sikker på, at han kun bliver finere med tiden. Det forsøger jeg i hvert fald at holde rigtig godt og grundigt fast i. Når jeg bliver usikker, kigger jeg billeder. Ser den fysiske forvandling over tid og så får jeg mere mod igen. Kroppen er virkelig et mirakel … det er helt utrolige helingsmekanismer vi besidder. Virkelig.

Grim krop og dårlig hud …. super fedt
Mit eget fysiske selvbillede er nok den største udfordring 🙁 Jeg har det så svært med de synlige forandringer og jeg har endnu sværere ved at se fremskridtene. Jeg kan mærke fremskridtene, for kropsmotorisk er jeg rigtig godt på vej selv om jeg stadig mangler energi, men mit udseende … hmm….. tja, der er virkelig langt endnu, synes jeg. Bliver sgu så ked af det, når jeg kigger mig i spejlet. Jeg må dog forlige mig med at lægerne er yderst tilfredse og fyssen ligeså og så må jeg ellers knokle videre for at finde min selvaccept af min ændrede krop. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at den del af processen er nem. Det er nok den sværeste, men jeg gør, hvad jeg kan og forsøger at finde lidt ekstra tålmod i gemmerne (saftsuseme godt gemt, altså …). Det har desuden været lidt op ad bakke at finde gode produkter især til hals og ansigt, fordi huden er så sart og samtidig skal have solbeskyttelse, fugt, næring, vitaminer og samtidig ikke må indeholde noget som helst som kan irritere og som samtidig kan holde til at man også gerne vil bruge lidt makeup. Katja har hjulpet mig så meget med hudplejedelen – hun er simpelthen så vidende og i samråd med hende er det faktisk lykkedes mig at finde en håndfuld produkter, som giver mig gode resultater. Kan ikke takke hende nok for at tage sig tid til alle mine underlige hudspørgsmål. Har aldrig haft problemhud før, men jeg skal da love for at de varmegrader som jeg har været udsat for, har ændret ting og sager. Nærmest teenagerhud har jeg haft med alle mulige urenheder og mærkelige udbrud. Samtidig har den ene side af mit ansigt lidt lidt overlast og hænger mere end den anden side. Jeg har allerede gjort lidt ved det, men jeg skriver et indlæg om det på et tidspunkt, for måske kan andre med problemhud få gavn af samme produkter, som jeg har fundet frem til og samme metoder.

Mindre materialisme, mere på opleveren, tak!
Men men men …. som svar på spørgsmålet i titlen på det her indlæg, så nej. Nej, nej og atter nej. Det var ikke sådan her min hverdag så ud før branden. Der er så mange ting der er ændret, men jeg kan godt li’ de ændringer og jeg har tænkt mig at fortsætte med at holde fokus på, at livet er en gave. Hverdagen skal ikke få lov at få fat i mig på samme måde som før. Jeg vil nyde min søn, min familie, mine jobs, min kæreste (jaaa, sådan en har jeg også fået hihi… <3), mine veninder og jeg vil skrive her på min blog, når jeg har lyst og har noget på hjerte. Derudover, har jeg lovet mig selv, at samle på oplevelser frem for materielle ting og har som startmål at der hver måned skal være en oplevelse i kalenderen. Oktober har allerede haft en del ganske gratis glæder som fx skovture og november byder  bl.a. på en tur til Paris. Glæder mig som et lille barn til juleaften og selv om jeg gerne vil skære ned på materialismen, så tager man jo ikke til Paris uden at flirte lidt med Louis og Coco …. men man kan jo nøjes med at flirte. Tror jeg. Lad os se 😀

Kærlige tanker til jer <3
Marlene