Shopping og Inspiration,  Skønhed

CFW: Wella @ Backstage Dennis Lyngsø

Indledningsvis, vil jeg kort sige, at det har været en fantastisk oplevelse at deltage i modeugen på lidt andre vilkår end tidligere og med flere fastsatte programpunkter. Jeg glæder mig allerede til foråret, hvor det igen går løs.
Selv om der indimellem er lidt forskellige meninger om, hvorvidt læsere af blogs kan bruge deciderede runwaybilleder af noget som ligger et år ude i modehorisonten til noget eller ej, så vil jeg nu alligevel vove den påstand, at billeder krydret med ord og stemning, aldrig er ubrugbart, så længe der er en personlig tilgang til det, som er oplevet.
Nej, det er rigtigt, at det ikke er til at gå ud og købe de enkelte items lige med det samme, men der er alligevel stadig en masse indtryk, som sagtens kan bruges allerede nu – det gælder ikke mindst makeup’en og frisurerne, som jo ikke hænger på bøjler 🙂
De to dage, hvor jeg har haft mulighed for at deltage, har været enormt forskellige. Onsdag var præget af en masse indtryk af kommende ss12-kollektioner på messer/showrooms og to “store” shows af etablerede danske designere, som begge er blandt mine personlige favoritter. I går var helt og aldeles anderledes. Dagen var centreret omkring Rådhuset med tre, for mig, rimelig nye designere. Vi (hende den søde her og jeg) havde, af Wella, fået mulighed for at være backstage før alle tre shows og hold nu op, hvor var det en stor oplevelse! Og meget lærerigt. Virkelig. Alle var simpelthen så søde og vi fik en grundig introduktion til de forskellige hårstylinger. Derefter var det ellers bare med at bevæge sig rundt og kigge samt tage billeder. Tror jeg har 200…..jeg skal nok lade være med at diske op med dem alle, så i første omgang, vil jeg starte med at vise nogle stykker fra timen op til at Dennis Lyngsøs overvældende fine kreationer skulle ud på den sortklædte catwalk og nogle enkelte catwalkbilleder af looks, som jeg synes var særlig bemærkelsesværdige. Vi stod i øvrigt genialt til selve showet på Rådhuset – frit udsyn og god mulighed for at tage billeder.

Læs også:  Louis Vuitton rygsæk - når man har ønsket sig noget i 100 år

Modellerne var stylet med en meget speciel opsætning, hvor hele håret blev touperet og redt/glattet op højt på hovedet, så det næsten mindede om en hårglorie eller hårnapoleonshat. Som finish brugte Wella gelé….jeps, god “gammeldags” gelé, til at opnå en skinnende midterskilning og baghovede. Gelé er åbenbart på vej ind igen som gangbart stylingprodukt – dog ikke de lyseblå og lyserøde varianter som nogle af os måske husker fra 90’erne, men i mere komplicerede varianter med shimmer, ekstra wetlook osv. Geléen blev først lagt i frisuren lige inden modellerne skulle på podiet for at opnå den mest skinnende effekt. Det var super flot – omend en noget avanceret festfrisure! 🙂

Håret blev holdt stramt med hårnåle til kort før showets start …. der bliver godt nok arbejdet omhyggeligt og der tages en del forbehold, så ikke der opstår akut ekstraarbejde, når musikken begynder.

Dennis Lyngsø (på det øverste billede til højre i collagen) var meget aktiv og rettede koncentreret på sine designs, så alt var 100% klar. Noget blev dampet lidt ekstra, en detalje blev syet om og et team af forskellige stylister/syersker osv. fik det hele til at gå op i en højere enhed. Kollektionen var generelt i mørke og sand farver og med masser af håndarbejde. Læder- og pelskraver som accessories og masser af kantede udskæringer. På mange måder simple looks, men når man gik de enkelte designs igennem, var det virkelig utroligt, hvor mange fine detaljer og lækre materialer, som var brugt.
Skoene blev i øvrigt leveret af Bianco (og kan købes nu)….og jeg ved ikke med jer, men jeg synes lidt at hælklappen giver mig Rick Owens associationer. Vi så i øvrigt den samme hælklap hos by Malene Birger ss12.

Læs også:  Små ting til et sommeroutfit

Kort før showets start, blev der holdt generalprøve. Lys, lyd, gå-mønstre osv. blev testet.

Der var tæt pakket i Rådhuset og det var mit indtryk, at der var rigtig mange, som var kommet for at se Dennis Lyngsøs debut. Det var også mit indtryk, at tilskuerne var tilfredse med det de så, men det var også en utrolig flot kollektion og der var masser af stemning med lidt tung basfyldt musik, gode lyseffekter og nogle spændende temposkift. Jeg blev i hvert fald fanget af det univers, som var blevet skabt og selv om selve tøjet måske ligger langt fra, hvad jeg selv ville investere i normalt, så var der sjæl og særpræg over det – og kan man skabe det, så er man da ret godt kørende som designer, er man ikke? 😉 Her er mine billeder af mine 4 favoritter:


Selv om vi stod virkelig godt og kunne tage billeder tæt på, så drillede de gule spotlys mig lidt. Kjolerne er sorte på billede 2 og 4 – men det er I sikkert ikke i tvivl om.
Jeg håber at lidt af stemningen er kommet ud til jer på den anden side af skærmen. Dette indlæg blev lidt stort – jeg skal nok veksle det lidt 🙂

7 Comments

  • Guapizimo

    Sikke en masse gode billeder 🙂

    Jeg synes sagtens der kan blogges om modeuge og shows, det kommer helt an på hvordan man vinkler det og selvom der er lang tid til SS12 er i butikkerne, så kan man som du selv er inde på altid blive inspireret af hår og makeup, som man kan gøre brug af så snart man lyster. Det ville ærligt talt også virke lidt underligt hvis der var helt stille i modeblogland omkring modeugen 😉

  • Sacha

    Wauw.

    Det er sjældent at jeg bliver imponeret over de designere, som bloggere har været inde og se samt knipse billeder af.
    Af en simpel grund, det ofte er i en retning hvor jeg ikke kan se det i min gaderobe ej hellere på mig, men ham her – der kan jeg af de få billeder du har lagt ud, se mig selv i det eller lignende tøj.
    Faktisk prøvede jeg en jerseynederdel i dag i H&M, i samme længde som nederdelen på første runwaybillede – nederdelen lod jeg dog hænge, skulle lige tænke over den 😉
    Så at se et runwaybillede hvor jeg tænker: Haps!
    Det er fedt.

    Fine billeder og beskrivelser af hvad der sker backstage – det er jo lidt det mystiske: For hvordan ser der egentligt ud der 🙂

  • Julie - 99dresses

    Hold da op, det er godt nok nogle vilde fuglereder de er blevet udstyret med 😀 Ej, synes det ser virkelig fedt ud 🙂

    Den sorte kjole med sløjfen er SÅ fin 🙂

  • Lullumut

    Sikke et langt, fint og detaljeret indlæg 🙂 Hold op for noget stort hår 🙂 Det må have været lidt af en oplevelse at få alle indtryk med fra bag scenen inden showet 🙂 Ser godt nok fint og flot ud 🙂

  • Ditte

    Super lækre billeder og godt skrevet, jeg synes kollektionen er virkelig flot men dog lidt for fin til min smag. Håret ser vildt ud, godt det ikke er mig der skal vaske det ud og rede det igen hehe.. Touperet hår er ikke sjovt at få ud, taler af erfaring 🙂